Charlotte Kusk Berwald
Der er sket meget med ridesporten siden organisationen Dansk Ride Forbund blev stiftet i 1917. I dag er der ikke ret mange, der rider uden ridehjelm og andet sikkerhedsudstyr er også blevet moderne.
Selve ridebanen
I dag er det at anlægge en god ridebane en videnskab i sig selv. Lag på lag bygges den op, så den både kan holde mange år, være let at vedligeholde og, vigtigst af alt, være så skånsom for hestene at bruge som overhovedet muligt. Mange ryttere melder fra stævner, hvis de kommer ud på stævnepladsen og ser at bundforholdene ikke er i orden. I 1940'erne anbefalede man at man enten brugte en jævn græsmark eller en ikke for hård grusbelagt plads. Størrelsen på banen anbefaledes at være 24x48 meter. I dag er en ridebane til dressur enten 20x40 meter (en B-bane) eller 20x60 meter (en A-bane) hvis den skal bruges til konkurrencer. I stedet for bogstaver brugte man sten, der blev kalket hvide og lagt med 12 meters mellemrum hele banen rundt.
Den gode ridetime
Rideholdet måtte ikke være for stort og helst ikke mere end tolv ryttere. Det var ikke som i dag, hvor det er helt almindeligt at have bil og hestetrailer, så rytterne red for at komme til undervisning med deres hest. Derfor skulle starttidspunktet tilpasses den rytter, der skulle ride længst for at komme til ridebanen. Hestene skulle rides dertil i rolige gangarter, altså skridt og trav og måtte ikke være svedte når lektionen startede. Størstedelen af instruktionen skulle foregå i skridt, således rytterne havde bedre mulighed for at lytte efter inden der blev sat gang i de sværere øvelser. De fleste kommandoer fra instruktøren til rytterne skulle afsluttes med march. "Stor slangegang. March!" Moderne sportsridning tager udgangspunkt i militære traditioner.
De almindeligste øvelser
En stor volte betød hele vejen rundt på hovslaget. Cirkelvolten var et cirkelformet hovslag, der dækkede halvdelen af ridebanen. Højre om og changér, er det vi i dag kalder volte tilbage. I instruktionen nævnes der intet om sidebevægelser eller andre af de øvelser, vi i dag bruger i den daglige træning af hestene med den største selvfølgelighed. Gangarterne blev redet i forskellige tempi og man anbefalede at man ikke red for meget hurtig trav og galop på heste, der også blev brugt som arbejdsheste, for at passe på deres sener. Hesten skulle dengang, nøjagtigt som i dag, helst have hovedet i lod eller lidt foran lod og suge på biddet. Kontakten mellem rytterens hånd og hestens mund skulle være fleksibel. For de erfarne ryttere var det også muligt at springe med hestene. I begyndelsen altid i trav. Når hesten var i stand til at springe 40-50 cm. var det tilrådeligt at begynde at springe i galop.
Kilde: Hesten i avl og brug. Udgivet i 1944 og skrevet af Johs. Jespersen, J. P. Refsgaard, Alf. L. Søndergaard, Herluf Hansen, V. A. Hoffgaard og S. Karlskov Jensen.
