Ridelejr: Det handler om at give noget til andre

01-07-2018 14:49

Mathilde Louise Stenild Brejner

For ægteparret Dorte Mehr og John Flint er det at holde ridelejr for børn og unge ensbetydende med, at de giver noget til andre mennesker. I sidste ende er netop det at give noget videre til børnene ensbetydende med livskvalitet, mener Dorte Mehr, som driver Østrup Turridning sammen med sin mand

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi er et rummeligt sted, hvor vi sørger for, at der er plads til alle, fortæller Dorte Mehr, imens hun undskylder den lidt knitrende telefonlinje med, at ”vi ligger jo i udkantsdanmark.”

Adgang til flere skovdistrikter
Østrup Turridning ligger nærmere bestemt i Faaborg med rideadgang til ikke mindre end fem skovdistrikter, hvor stedets gæster kan få vind i håret og farve i kinderne på hesteryg.

Hver sommer afholder John og Dorte ridelejr for børn og unge, som strækker sig over nogle alderstrin, som går fra seks til 20 år for børnene og de unge, men derudover er der også plads til, at de forældre der gerne vil med, kan komme det.

Ridningen foregår på islandske heste af høj kvalitet, som John og Dorte kan stå inde for, fordi de selv tilrider og træner deres heste, så de er søde, lydige og gode til at passe på børn. Og det betyder faktisk ikke så lidt, for de rare og opmærksomme heste danner baggrund for, at børnene der kommer på ridelejr, sidder godt og sikkert på de op til 30 kilometer lange ture, hvor der skiftes gear, så både trav, tølt, skridt og galop bliver afprøvet.

-Børnene føler sig som verdensmestre og de får et ordentligt skud selvtillid, når de pludselig kan ride ubesværet i galop eller sidde stille og roligt i tølt, siger Dorte Mehr.

Generelt er de ikke så meget for, hvis folk har deres egne heste med på ridelejr, fordi det let kan skabe uro. Det er sjældent, at privatheste er i lige så god form som Østrup Turridnings heste, og så giver det problemer, hvis en hest hele tiden falder bagud, fortæller Dorte.

Børnene er aldrig overladt til sig selv
På Østrup Turridning er arbejdsopgaverne fordelt sådan, at der er nogle unge piger ansat, som hele tiden er sammen med børnene, når de kommer på ridelejr. De sørger for, at børnene føler sig trygge og er instrueret i at gribe ind, hvis der eksempelvis er børn, der ikke lige har nogen at tale med. Så sørger de for, at der bliver etableret kontakt med nogle af de andre børn, fortæller Dorte, som selv har arbejdet med børn og unge som speciallærer hele sit liv.

Nu, hvor Dorte er blevet 64 år, er det mest de ansatte, der tager med på ture med børnene, men døren står altid åben, så både ansatte og børn kan komme til Dorte, hvis de føler sig utrygge eller har brug for en snak om et eller andet. Det er dog ikke særlig ofte, at Dorte har oplevet andet end, at børnene er glade og har det godt, når de er på ridelejr.

-Vi tror på god gammeldags voksenstyring, hvor vi eksempelvis ikke accepterer, at børnene ligger med mobiltelefoner og spiller spil efter klokken 22, hvor der skal være ro. Så får børnene at vide, at de skal lægge dem væk, og hvis de ikke kan finde ud af det, så bliver mobilen taget væk. Jeg tror på, at det er en måde at skabe tryghed for børnene, som skal vide, at der ikke sker noget uforudsigeligt, når de skal sove, siger Dorte Mehr.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Børnene sover på værelser og i sovesale tæt på Dorte og Johns bolig, og der er altid en ung pige, der sover sammen med børnene på sovesalen, så de kan føle sig trygge, fortæller Dorte.

Copyright Ridehesten.com

Når det er spisetid, bliver børnene forkælet med alt det fra menuen, som de fleste unger elsker: Burgere, lasagne, is og pandekager, fortæller Dorte, som personligt står i køkkenet og sørger for, at de knurrende maver bliver fyldt op efter rideturen.

-Pigerne sadler hestene klokken 10 om formiddagen og tager madpakke med. De er hjemme igen fra dagens tur, som både går til stranden, skoven og ud i istidslandskabet, klokken 18 om aftenen, så de rider hele tiden, siger Dorte.

Af andre aktiviteter er der striglekonkurrencer og en hot tub på gården, som man må plaske og hygge sig i, når dagens ridetur er slut, fortæller Dorte. Og så er det i øvrigt i orden at gå ud til hestene, når man har lyst til det. Børnene nyder rigtig meget, at de lige kan hente hestene ind på en lille aftentur og ride lidt eller bare stå og strigle og nusse lidt ekstra om hestene. Når ridelejren er ved at være slut og far og mor kommr og henter, er der ofte en lille opvisning, hvor børnene viser, hvad de har lært, og de mindre søskende kan få en træktur.

Ridelejr gør børn og unge glade 
Hos Østrup Turridning tror de på, at det er godt for hestene, hvis de kan leve et liv, der så tæt på deres naturlige liv som overhovedet muligt. Derfor går hestene i løsdrift med fri adgang til græs og wrap – og så får de ofte ormekur og raspet tænder, så de kan hulde huld, selvom vi rider ud på nogle lange ture, fortæller Dorte.

Der er plads til 10 børn på ridelejr i ugerne, hvor der holdes ridelejr på Østrup Turridning, som både tilbyder ridelejr for private, til fritidshjem og for børn og unge med specielle behov.

Det er imidlertid ikke fordi, det er en forretning, der kaster en helt masse af sig, at Dorte og John holder ridelejre. For selvom det giver overskud, så skal der arbejdes hårdt og meget for at få det til at løbe rundt, fortæller Dorte, der nu som 64-årig engang imellem godt kan få brug for en lille pause med en bog eller en gåtur i skoven, imens de unge piger tager over.

-Vi gør det, fordi vi synes, at det giver noget til os, når vi gør en masse børn og unge mennesker glade. Det er jo i sidste ende det, livet handler om – det man giver til andre – siger Dorte, og tænker sig lidt om, før hun fortsætter.

-Vi møder en masse glade og søde mennesker, og det giver os nogle gode oplevelser at være sammen med børnene. Vi kan jo rigtig godt lide at bruge tid sammen med børn og unge mennesker, og nu hvor John og jeg er kommet lidt op i årene, så holder det os også i gang.

Artiklen er første gang udgivet på everhorse.dk, som har samme ejer som ridehesten.com

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner