Patrik Kittel, som denne måneds ponyfar hedder, er født i Stockholm og fast inventar på det svenske OL-dressurlandshold. Som så mange svenskere før ham kørte Patrik for 20 år siden en tur til Tyskland. Men i stedet for at vende Volvoen efter et besøg i BorderShop Puttgarden på den årlige pilgrimsrejse fortsatte han mod vest, og stoppede ikke før han kom til, hvad der mest af alt minder om et lille tysk slot i byen Nottuln nord for Dortmund.

Det var i Tyskland, at vores svenske kompis mødte sin kone, den australske OL-rytter Lyndal Oatley, men der var ikke tale om kærlighed ved første øjekast, for Patrik havde skyklapper på, og der gik et stykke tid, før han indså, at Lyndal ønskede mere end blot lidt horsemanship. Parret blev foldkammerater og efter nogle års rytterkærlighed gift på en hvid sandstrand på Hamilton Island, Australien. Sammen har Patrik og Lyndal datteren Emilia på knap to år.

Nedenfor følger interview med Patrik Kittel oversat fra engelsk til dansk, eftersom jeg er langt fra rengående i det svenske sprog.

Interview:

Findes der ponyfædre i Sverige, og hvordan vil du beskrive dem, hvis der gør?

”Ja. Jeg er sikker på, at der findes tusindvis af ponyfædre hjemme i Sverige, men jeg tror ikke, at der ligefrem er skrevet en bog om dem. I min verden er en ponyfar en passioneret far, som bruger al sin fritid på sin søn eller datters sport. Barnets passion bliver hans, og han vil altid støtte op om den. Også selvom om han i det skjulte ville have fortrukket, at barnet var begyndt til tennis eller golf i stedet for. Det er væsentligt billigere, og de professionelle spillere tjener væsentligt mere end i rideverdenen.”

Tror du, at der er forskel på danske og svenske, og australske ponyfædre for den sags skyld?

”Jeg tror ikke, at der er forskel på danske og svenske ponyfædre. Vi vil alle sammen bare gerne have, at vores unger er glade. I Australien fornemmer jeg, at forventningerne til en ponyfar er lidt højere, men det ved Lyndal meget mere om end mig. Jeg tror dog, at Tristan (Tucker) havde ret, da han i den sidste Ponyfar-artikel beskrev de australske ponyfædre som farmers, der ofte selv bygger det, der er brug for, i stedet for blot at købe sig til det.”

Hvad tror du, en ponyfars største bidrag til ridesporten er?

”Penge, tid og en skulder at græde ved.”

Hvad med din egen far?

”Min far kunne slet ikke se ideen med heste, selv om det var det eneste, jeg ville. Han gik mere op i, om man kunne leve af det og foreslog op til flere gange, at jeg skiftede ponyen ud med en golfkølle. Min mor har derimod altid bakket 100% op om min ridning og syntes, at det var fantastisk, dengang jeg som 11-årig efter min allerførste ridetur kom hjem og sagde, at jeg ville til OL, når jeg blev voksen.”

Hvilke råd vil du give en helt ny ponyfar?

”Tro på dine børn og hjælp dem med at forfølge deres drømme. Vær aktiv når du er med i stalden og vis interesse for ridningen. Men vær forberedt på at det er en dyr og tidskrævende sportsgren, de har valgt."

Har du også et råd til de mange unge ponyryttere?

”Mit råd er, at de skal følge deres hjerter og lade være med at lytte til dem, som siger, at noget ikke kan lade sig gøre, men i stedet finde glæden ved at bevise, at de tog fejl. Det er også utroligt vigtigt, at de forbliver ydmyge og holder begge ben på jorden, uanset hvor dygtige de bliver, og så skal de være villige til at kæmpe for deres drøm, for det kræver hårdt arbejde og en del ofre at nå dertil, hvor man kan leve af sin hobby.” Hvilke ofre tænker du på? ”Primært ens fritid. Som ponyrytter cyklede jeg for eksempel 11 kilometer hver vej fem til seks dage om ugen for at komme til ridning, og jeg har aldrig arbejdet så mange timer i døgnet, som jeg gør i dag, men jeg vil ikke bytte det for noget.”  

Hvad med din datter Emilia? Skal hun følger i dine og Lyndals fodspor?

"Hvis det er det, hun vil, så ja. Det bliver i hvert fald ikke Lyndal og jeg, som kommer til at stoppe hende. For cirka seks måneder siden forelskede Lyndal sig i en lillebitte pony, hun havde fundet på nettet, og før vi fik set os om, var familien Kittel på vej hjem fra Holland med en mini-pony bag i lastbilen. I begyndelsen forstod Emilia ikke helt, hvad det gik ud på, men i dag elsker hun at ride og begynder at græde, hver gang vi løfter hende ud af sadlen.”

Hvad er den mest pinlige ting, du kan huske fra dine ponyår?

”Jeg har engang som helt ung redet forkert fire gange til et stævne. Dommeren, som var virkelig sød, kom ud på banen, efter jeg havde redet forkert den fjerde gang, og fortalte mig, at hun desværre ikke kunne lade mig fortsætte. Jeg kan tydeligt huske, hvor pinligt, jeg syntes, at det var. Jeg gemte mig og græd i en hel time. Det var overhovedet ikke sjovt.

I dag laver jeg til gengæld masser af pinlige ting, bare spørg Lyndal. Men hey, jeg er jo også bare en ponyfar.”

Her slutter interviewet med Patrik Kittel. Tak fordi du holdt hesten an og lod mig forklare, hvorfor jeg trykkede landekode +49 og ikke +46, da jeg skulle tale med Patrik.

"The Winner Takes It All"

Selv om Patrik ikke lyttede til sin fars råd om at gå i Bjørn Borgs fodspor og blive tennisspiller, og det efterhånden er nogle år siden, at den svenske dressurkonge flyttede fra landet med de røde dalaheste, har han stadig blåt… og gult blod i årerne. Patrik er fortsat ny i rollen som ponyfar, men han går til opgaven med samme stædighed som Ronja Røverdatter og selvtillid som Pippi Langstrømpe. Men til trods for, at der er hele 45 minutter til den nærmeste IKEA, og han bor i Tyskland og ikke Nangijala (heldigvis for det), lader det til, at hver dag er et eventyr for den lille rytterfamilie.

Den svenska ponypappan

I min søgen efter svenske ponyfædre i det store land mod nord, stødte jeg desuden på journalisten Daniel Enestubbe. Daniel arbejder som sportsjournalist på Smålandsposten i Växjö, men endnu vigtigere så er han far til to og ponyfar til fire, og han vidste straks, hvad jeg talte om. Det lidt tilfældige møde med Daniel endte med, at han interviewede mig, og bragte en artikel om Ponyfar i det svenske ridemedie ”Ridsport”.

Mit møde med Daniel bekræftede min tese om, at der bag enhver pony (højst sandsynlig lige bag bagparten) står en forvirret ponyfar, uanset hvor i verden man befinder sig. Hvor Ponyfar-kompasset tager os hen næste gang, ved jeg endnu ikke, men måske Japan nu da vi er blevet snydt for De Olympiske Lege i Tokyo. Hvem ved.

Hilsen

Ponyfar / Thomas Pelle Veng