Et af hovedformålene med dressur er at kunne ride sin hest let på tøjlen og dermed med en let forbindelse til hestens mund. De fleste ryttere vil mene at ride med en let forbindelse på tøjlen og vil derfor nok blive overraskede over, hvor stort et træk der egentlig er på tøjlen, hvis man begyndte at måle på det. Hvor stor betydning de forskellige gangarter og rytterens bevægelse i sadlen har på tøjletrækket i hestens mund giver nyere forskning svar på.

Der sås et signifikant højere tøjletræk i den højre tøjle end den venstre tøjle, ved letridning i trav end ved nedsidning. På cirkelvolten var der et signifikant højere tøjletræk i den indvendige tøjle på henholdsvis højre og venstre volte. Rytterne stræbte her efter at bøje hestens længdeakse i bevægelsesretningen og dermed trækket i den indvendige tøjle større end udvendige. I tillæg til dette havde rytterne et større træk i tøjlen på venstre volte end på højre. Ideelt set skal rytteren selvfølgelig være i stand til at håndtere både sin egen og hestens eventuelle skævheder, således at vendinger til både højre og venstre udføres ens, og hesten dermed afbalanceres, så den går lige frit på begge volter. 

Hestens gangart har en klar indvirkning på tøjlespændingen, især i trav. Den største tøjlespænding fandtes i svævefasen i trav, mens den var lavest i støttefasen.

Læs meget mere om resultaterne af undersøgelsen i september-udgaven af magasinet Ridehesten fra 2016