Nyt initiativ vil fremme fællesskabet

13-09-2024 15:33

Ridning kan være ensomt, og derfor vil et nyt initiativ bakke op om øget fokus på fællesskab. Initiativet kaldes Rytterforeningen, og bag det står Maria Stryn Hajslund

Copyright Ridehesten.com
Ridning kan være ensomt. Derfor har Maria Stryn taget et initiativ, der skal fremme fællesskabet i sporten. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Ridning er ikke en sport, hvor man nødvendigvis mødes med med en flok andre, for at træne, tage til stævner eller blive bedre. Nej, ridning handler om én rytter og én hest, og det kan altså godt blive lidt ensomt. Derfor har Maria Stryn Hajslund startet initiativet Rytterforeningen, så folk kan få et netværk og lære hinanden at kende. På den måde, ønsker hun at gøre op med ensomhed i ridesporten. 

Idéen til Rytterforeningen kom sig egentligt af, at min datter og jeg har hestene hjemme, og det kan til tider være ret ensomt. Vi har ofte manglet et netværk, så mit ønske med Rytterforeningen er egentligt, at vi kan starte det her netværk, hvor folk kan lære hinanden at kende og få indsigt i hinandens sport, kan komme med faglige indspark og skabe et fællesskab om vores elskede sport, fortæller Maria. 

Rytterforeningen er skabt med tanke på, at ryttere ofte kan opleve at stå alene både med de hårde og svære udfordringer, men også med de glæder, der følger med at træne med hestene. Derfor vil Maria nu skabe et trygt og inkluderende fællesskab, hvor ryttere på tværs af discipliner og forbund kan støtte hinanden, dele erfaringer og vokse sammen. 

I Rytterforeningen er vi virkelig ikke dømmende overfor hinandens forskellige måder at have hest på. Alle er velkomne, uanset deres tilgang til hestesporten. Vi lægger stor vægt på, at vi skal være lyttende og respektfulde overfor hinanden, fortæller Maria. 

Idéen er at skabe et rum, hvor ryttere og hesteinteresserede ikke længere står alene, men føler sig som en del af noget større, ved at mødes med andre ryttere og hesteinteresserede. Derudover ønsker Maria også at skabe et fagligt aspekt til møderne, hvor hvert møde vil indeholde et foredrag eller en præsentation, hvor der inviteres fagfolk og eksperter inden for hesteverdenen ind, for at gøre fællesskabet klogere på vigtige emner. 

Et vigtigt formål med disse faglige indlæg er også at skabe en større forståelse for de forskellige sportsgrene, der findes i hesteverdenen, fortæller Maria og fortsætter: – Ved at lære om hinandens discipliner kan vi opbygge respekt og viden på tværs af grene som dressur, spring, islændere, distance og meget andet. Det vil ikke kun gøre os til bedre ryttere, men også til mere helhedsorienterede hestefolk, som forstår de mange facetter af ridesporten. 

Copyright Ridehesten.com
Der vil være faglige foredrag med formålet at alle bliver oplyst om sporten på tværs af discipliner. Foto: Ridehesten.com/ Kee Nørgaard Frandsen.

Ambitionen er at skabe et dynamisk, engageret fællesskab, der vokser og udvikler sig i takt med medlemmernes behov. Derfor planlægges der i Rytterforeningen, at afholde regelmæssige møder med både sociale aktiviteter og faglige indlæg. Marias ambition for fremtiden er klar: 

På længere sigt ønsker vi at udvide vores netværk og gøre Rytterforeningen til et landsdækkende fællesskab, hvor ryttere på alle niveauer og fra alle discipliner kan finde støtte, inspiration og fællesskab, fortæller Maria. 

Maria håber på, at hun med dette initiativ kan fremme fællesskabet i ridesporten, hvor medlemmerne sammen kan løfte hestevelfærden og den faglige viden til et højere niveau: 

Jeg håber virkelig, at det her kan være et sted, hvor ryttere ikke længere føler sig alene, men tværtimod oplever, at de har et stærkt netværk af støttende og engagerede mennesker. Vi tror på, at vi sammen kan løfte ridesporten og skabe en positiv fremtid for både ryttere og heste i Danmark, afslutter Maria. 

Rytterforeningen har allerede planlagt det første møde, hvor alle interesserede er velkomne. Det kommer til at finde sted den 16. september klokken 17.30 i Nordjylland, nærmere Thorup. Det eneste krav er, at du møder op med godt humør. På første møde vil der blandt andet udvælges den første bestyrelse, der skal være med til at drive foreningen fremad, der vil være præsentation af kommende fagligt indhold, og så sluttes der af med fællesspisning. Tilmelding skal ske til Maria på mariastrynhajslund@live.dk

Du kan læse meget mere om Rytterforeningen og det første møde lige her. 

Copyright Ridehesten.com
Det er vigtigt at have nogen, at dele sporten med. Uanset om det er succeser eller udfordringer. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner