Den sidste B-finale er afgjort

12-10-2024 12:15

På Blue Hors og Stutteri Ask i Martofte på Fyn er der ved Pavo og DRF's championater i dressur for unge heste her til morgen blevet redet B-finale for 6-års hestene. Herfra har de tre bedste kvalificeret sig til morgendagens A-finale

Copyright Ridehesten.com
Vinderen af B-finalen blev klassens sidste ekvipage, Silje Bakken i sadlen på Lille Kærgårds Sisco DWB. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Ved Pavo og Dansk Ride Forbunds championater i dressur for unge heste hos Blue Hors og Stutteri Ask i Martofte på Fyn er der her til morgen blevet afviklet B-finale for 6-års hestene. Dermed står det klart, hvilke heste der er videre til A-finalen i morgen, søndag. 

Feltet bestod af otte 6-års heste, der alle viste flot ro i den store, flotte arena med publikum på lægterne. Da klassens sidste hest kom på banen, var der ingen tvivl om, hvem der løb med sejren. Det var nemlig Lille Kærgårds Sisco DWB e. Blue Hors Don Olymbrio/ Stedinger (opdr. Louise Lundgaard Nissen), der med Silje Bakken i sadlen imponerede dommerne og opnåede 83,6% med blandt andet 8,6 for både skridt og trav. Dermed kunne Silje og Kærgårds Sisco DWB med bedste resultat i B-finalen glæde sig til en plads i morgendagens A-finale.

To ekvipager lå side om side om andenpladsen, men ved ligeplacering vil ekvipagen med flest point i ”kapacitet” være bedst placeret. Står to eller flere ekvipager fortsat lige, vil ekvipagen med flest point i ”ridelighed” være bedst placeret. I dag stod ekvipagerne lige da de begge opnåede 8,4 i kapacitet, men den ene opnåede 8,0 for ridelighed, og derfor gik andenpladsen i dag til Ice Queen Eden e. Asgard's Ibiza/ De Niro, der med Emma Ahlberg i sadlen opnåede 82,2%, hvoraf højeste karakter blev givet for traven, hvor hoppen opnåede karakteren 8,5. 

Copyright Ridehesten.com
Anden bedst blev Emma Ahlberg og Ice Queen Eden. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Tredje bedst blev derfor hoppen Uno Light Sun e. Vitalis/ Uno Don Diego med Kenneth Damgaard i sadlen. Også denne ekvipage opnåede 82,2%, hvoraf den højeste karakter blev givet for hoppens kapacitet. Her opnåede den nemlig karakteren 8,4, men med en karakter på 7,9 for ridelighed blev det til en tredjeplads i dagens B-finale. 

Dermed er alle tre ovenstående ekvipager videre til morgendagens A-finale, hvor 15 stærke ekvipager sidst på eftermiddagen skal i ilden for at finde ud af, hvilken 6-års hest, der kan tage fra Fyn med titlen som bedste unghest i dens aldersgruppe. 

Du kan se stævnets start- og resultatlister her. 

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner