Ny uddannelse til berider og ridelære

17-04-2016 10:52

Britt Carlsen

Anne–Mette Binder fortalte om den nye uddannelse til ridelære/berider, som er udarbejdet i et konstruktivt samarbejde mellem medlemmer af rideforbundet og Dansk Ride Instruktørforbund

Copyright Ridehesten.com
Anne-Mette Binder fortalte om ridelære og berideruddannelsen.

Det nye koncept for uddannelse til ridelære og berider træder i kraft den første august i år, og der er krav til elevernes alder, 17 år og uddannelse 9. klasses afgangsprøve.

De ryttere som ønsker at indgå i uddannelsen skal gennem en optagelsesprøve, hvor rytterens ridefærdigheder bliver vurderet.

I løbet af uddannelsen skal eleverne på skoleophold flere gange. Og eleven skal i perioden have mulighed for at ride i gennemsnit seks heste daglig, så eleven både arbejder med tilridningsheste, ungheste og konkurrenceheste, og eleven kan selv medbringe en hest af en kapacitet, hvor den kan uddannes til MA niveau såfremt man ønsker at gå hele vejen og blive berider.

Eksamineret Ridelærer:
For at blive optaget på uddannelsen til Ridelærer (som er første trin) skal ansøgeren have godkendt grunduddannelsen, evalueres af en erhvervspsykolog og bestå en optagelsesprøve. Uddannelsen til Ridelærer tager to år, hvor der på hvert år er indlagt fem ugers skoleophold. Herudover foregår uddannelsen bl.a. på et godkendt lærested, der skal være en rideklub under Dansk Ride Forbund, der er certificeret (her kommer en overgangsordning). Som Eksamineret Ridelærer kan eleven bl.a. virke i klubber som underviser i elevskolen. 

Herfra er det muligt at videreuddanne sig til elevskoleleder ved at tage specielle kurser. Man kan også vælge at gå videre på uddannelsen som Eksamineret Rideinstruktør, hvis optagelseskriterierne er i orden. 

Eksamineret Rideinstruktør:
Uddannelsen til Rideinstruktør tager yderligere to år, hvor der på hvert år er indlagt fire ugers skoleophold. Herudover foregår uddannelsen på et godkendt lærested, der skal være en rideklub under Dansk Ride Forbund, der er certificeret (her kommer en overgangsordning). Som Eksamineret Rideinstruktør kan eleven virke i klubber som underviser i elevskolen og af konkurrenceryttere samt varetage drift af rideklubber. 
Herfra er det også muligt at videreuddanne sig til lærermester for ridelærerelever ved at tage specielle kurser – yderligere skal man selvfølgelig kunne opfylde kravene som læremester. Man kan også vælge at gå videre på uddannelsen som Eksamineret Berider, hvis optagelseskriterierne er i orden. 

Eksamineret Berider:
Uddannelsen til Berider tager yderligere to år, hvor der på hvert år er indlagt samlinger. Herudover foregår uddannelsen på et godkendt lærested, der enten skal være en rideklub under Dansk Ride Forbund, der er certificeret (her kommer en overgangsordning) eller et godkendt privat ridecenter. Eleven kan enten vælge at specialisere sig i dressur eller springning eller en kombination af begge. Som Eksamineret Berider kan eleven bl.a. drive rideklubber, undervise konkurrence- og eliteryttere og uddanne heste. Man kan også blive læremester for Ridelærer-, Rideinstruktør- og Beriderelever ved at tage specielle kurser og opfylde kravene for at blive læremester.

Instruktørudvalget består af Nikolai Kowalski, Torben Frandsen, Jakob Ravnsbo, Anne–Mette Binder og Helle Eriksen kommer til at stå for at implementeringen af den nye uddannelse. – Der vil med garanti være nogle småjusteringer af uddannelsen, bemærkede Anne–Mette som forklarede, at de i udvalget vil holdet et vågent øje med udviklingen og sikre uddannelsen er på rette vej.

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner