Ny talentchef i Dansk Ride Forbund

06-11-2008 14:34
Dansk Ride Forbund har ansat en ny talentchef pr 1.12.2008. Valget er faldet på Christian Struck, der bl.a. er holdkaptajn for military, samt terrænbanebygger.

Udpegelsen af en talentchef er en del af Dansk Ride Forbunds nye satsningsområde, nemlig etableringen af 5 kraftcentre landet over. Hovedformålet med oprettelsen af disse kraftcentrer er at skabe nogle professionelle træningsmiljøer, hvor børn og unge får mulighed for at udvikle deres ridning og talent i et elitemiljø. Et godt miljø og den rette undervisning er et kardinalpunkt for Dansk Ride Forbund, ligesom at sikre rytterne en alsidig rideopdragelse. Talentchef Christian Strucks hovedansvarsområder bliver at udvikle og implementere kraftcentrerne, samt et aldersrelateret træningskoncept, der skal sikre den fornødne idrætsspecifikke viden om unge rytteres fysik, psykiske og sociale udvikling, ridning, pædagogik, kost og andre facetter. Stillingen er en tidsbegrænset projektansættelse på 4 år, og arbejdet vil foregå i samarbejde med Team Danmark, der har bevilget støtte til projektet. Kilde. DRF.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner