Britt Carlsen
I dagens trøstfinale var der tre pladser til finalen i spil. To danske ryttere havde muligheden for at nå ind i finalen, tættest på dette efter kvalifikationsklassen var Rikke Dupont og Højersmindes Rolex e. Blue Hors Romanov. De sluttede kvalifikationen på en 14. plads, og dermed lige netop ikke blandt de 12, som fik direkte adgang til finalen. I dag viste Rikke igen et fejlfrit program, men dommerne var noget hårdere i deres bedømmelse af den danske ekvipage, som forklaring til den samlede karakter på 7,36 sagde dommerne bl.a.: Vores indtryk af ekvipagen blev forbedret, da rytteren begyndte at ride mere frem. I begyndelsen var der ikke forskel på arbejds- og mere samlet trav. I den sidste middeltrav fik hesten dog en mere åben ramme, og det var en forbedring. Skridten er regulær, men mangler overtramp. Galoppen er springende og med god op-ad-bakke tendens. Og så fik Rikke en bemærkning om, at Rolex stod lidt højt i nakken, men at det er en hest der har potentiale. Stasia EG e. Stedinger redet af Matthias Tourbier var noget bekymret inde på banen den første dag. I dag følte hun sig tilsynelandede lidt bedre hjemme på banen, selvom hun stod uroligt i både indridnings- og afslutningsparaden, og det trækker ned, forklarede dommerne, der flere gange understregede, at de fandt det var en hoppe med godt potentiale. De bemærkede dog også at Stasia EG virkede lidt spændt i programmet, og dermed ikke fik vist det potentiale hoppen helt klart besider. Karaktererne blev: 8,1 - 7,2 - 7,8 - 6,9 - 7,8 ialt 7,56. Lone Bøegh Henriksens avlshingst Fürstenball virkede mat og træt i kvalifikationen, han kom dog tilbage i dagens trøstfinale i et helt andet gear, og med et helt anderledes våget udtryk. "En letfodet, elegant hingst, der arbejder konstant op-ad-bakke i trav" sagde dommerne bl.a. og gav ham 9,5, samme rosende ord fulgte hingstens galoparbejde honoreret med 9,3 og ialt fik han og Ines Westendarp 8,98, hvilket rakte til andenpladsen efter Daddy Cool-sønnen De CHamp redet af Anja Engelbart til 9,14. Andreas Helgstrand og Sanne Henningsen bliver dermed alene om at repræsentere Danmark i finalen for 5-års heste, der afvikles i morgen lørdag.