Maja Golles
Siden 1992 har den 42 tdr. land store gård Tvedegaard ved Hillerød dannet rammen om stutteri HP Horses (High Performance Horses) og familien Lone Bøegh Henriksen, Oluf Bang samt børnene Viktor og Rose. Lone og Oluf har en travl hverdag, men for Lones vedkommende er heste hendes store passion, en passion hun har givet videre til datteren Rose, og fået overført i mindre grad til familiens mandlige medlemmer.
– Vi har ikke haft problemer med at sælge vores føl eller ungheste, forklarer Lone – efterspørgslen har været stor, men alligevel har hun gået og arbejdet med tanken om, at beholde føllene til de er rideheste, og først derefter sælge dem fra stutteriet. – Jeg kunne godt tænke mig, at vi selv fik vores afkom uddannet fra de er tre til seks år, inden de bliver solgt. Det kræver, at vi skal have en ansat til at forestå det arbejde, så derfor er ridehallen et led i den plan, fortsætter hun til Ridehesten. Ridehallen er også en nødvendighed for, at de tidligt fødte føl og deres mødre kan få noget motion, og den bliver flittigt brugt, ligesom familien nyder den frihed og de muligheder, ridehallen tilbyder.
Den store, lyse ridehal er opført med hvidmalede spær og lægter. Det giver et eksklusivt udseende, samtidig med, at det også lysner den store hal. Alt i alt er den opbygget med tanke på gennemførte løsninger og alternative materialevalg - se det spændende byggeri i magasinet Ridehestens aprilnummer.