Ny lov skal forbedre dyrevelfærd i UK

29-05-2024 06:39

En ny lov er netop blevet endeligt vedtaget i Storbritannien. Loven forbyder eksport af levende dyr, og dermed også heste, ud af landet og har til hensigt at sætte en stopper for lange rejser mod udenlandske slagterier

Copyright Ridehesten.com
Det nye lovforslag drejer sig om transport af heste til slagteriger udenfor Storbritannien. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dyrevelfærdsorganisationer som World Horse Welfare har i mange år advaret mod de lange køreture i Europa, som slagteheste bliver sendt på. De kritiserer de dårlige forhold såsom trang plads, dårlig ventilation, manglende opsyn og ingen mad eller vand i flere døgn, når hestene transporteres over lange strækninger mod udenlandske slagterier.

I Storbritannien har en netop færdigbehandlet og nyvedtaget lov til hensigt at sætte en stopper for dette problem. I sidste uge blev det endeligt vedtaget, at det fremover vil være ulovligt at eksportere kvæg, grise, geder, får og - i denne kontekst vigtigst af alt - heste ud af landet. Storbritanniens udtrædelse af EU for fire år siden har muliggjort denne lov, da en lovgivning imod eksport ikke ville være muligt indenfor de åbne grænser i den Europæiske Union. 

World Horse Welfare, som er en international lobbyorganisation, har længe arbejdet for dette og kalder dagen, hvor loven blev stemt igennem for en "historisk dag". De udtaler desuden følgende i en pressemeddelse:

– I dag er et afgørende øjeblik i vores næsten århundrede lange kamp for dette. Loven sikrer, at ingen hest, pony eller æsel vil blive lovligt eksporteret fra Storbritannien til slagtning. Selvom dette er et stort skridt fremad, skal vi dog stadig gøre en endnu større indsats for at forhindre den illegale eksport af heste, lyder det fra Roly Owers, administrerende direktør i World Horse Welfare. 

I pressemeddelsen, som er udgivet på den officielle side for Storbritanniens regering, oplyses det også, at Storbritannien er det højest rangerede G7 land (Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA og Canada) på et dyrevelfærdsindeks af World Animal Protection. Steve Barclay fra det storbritanniske miljøministerie udtaler: 

– Vi er stolte af at have en af de højeste standarder for dyrevelfærd her i verden. Vi ved, at eksport af levende dyr til slagtning fører til unødvendig stress og skadede dyr. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com

Eksport af konkurrenceheste er ikke problemet
Eksport af levende heste fra Storbritannien vil stadig være lovligt i andre omstændigheder som avl og konkurrencer, og loven har altså dermed ikke til hensigt at stoppe generel eksport af heste, men snarere den slagterimæssige transport, da det er her den evt. vanrøgt af dyrene ofte ses.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Chris Sherwood, som er administrerende direktør i Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals, Storbritanniens største dyrevelfærdsorganisation, sagde efter loven var blevet vedtaget:

Efter mere end 50 års kampagne for dette, er vi lykkelige over at bevidne, at eksport af levende dyr fra Storbritannien er blevet forbudt. Det betyder, at de britiske dyr ikke længere vil blive sendt på grufulde udenlandsrejser under dårlige forhold og uden mad og vand for slagtningens skyld, udtaler han og fortsætter: – Vi er et af de første lande i verden til at indføre denne lov, og vi håber, at dette afgørende skridt for dyrevelfærden sender et vigtigt budskab globalt.

Hvordan er de danske regler?
Den danske Fødevarestyrelse fortæller i en mail til Ridehesten følgende: Reglerne for flytning af dyr af hestefamilien følger af EU-retten. Der gælder således det samme i Danmark som i resten af EU. Heste kan lovligt anvendes til konsum i EU – medmindre det konkrete dyr er udelukket fra slagtning til konsum.

Det betyder altså, at det i Danmark er lovligt at sende sin hest til f.eks. Italien og Frankrig, hvor der er større efterspørgsel efter hestekød, end det er tilfældet herhjemme. Trange pladsforhold og manglende mad/vand kan i nogen tilfælde gøre turen i strid med god dyrevelfærd, men det er vigtigt at bemærke, at der ikke findes data, som konstaterer, at der er tale om et problem med de danske heste, der eksportes.

Herhjemme kæmper dyrevelfærdsorganisationer som Nyt Hesteliv ved Janne Junker, der bl.a. var med til at tage imod en stor gruppe heste fra det meget omtalte Stutteri Viegård, for at forbedre vilkårerne for de danske eksporterede heste. Janne Junker roser loven i Storbritannien og udtaler:

Jeg så gerne, at alle heste blev slagtet i Danmark, før de blev transporteret. Jeg synes, at den dyrevelfærdsmæssigt mest korrekte metode er mindst mulig transport af levende heste, så det var de døde kroppe, der blev eksporteret til de udenlandske slagterier i stedet for, lyder det fra Janne.

Dyremishandling er aldrig i orden, men det er vigtigt at huske, at diskussionen har mange aspekter. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner