Når svær dressur ikke kun er for varmblodsheste

15-03-2021 10:02

Astrid Sørensen

26-årige Sielja Dantved har viet sit hjerte til hesteracen Drumhorse - en race, der ikke er så kendt her i Danmark. Faktisk er Sielja og hendes familie de eneste registrerede Drumhorseavlere i Danmark. Sielja rider dressur og shows på sine Drumhorses og arbejder hårdt på at få vist alle, hvor fantastiske Drumhorses er - også når det gælder dressur

Copyright Ridehesten.com
Sielja Dantved ses her sammen med sin 16-årige avlshingst Lord Korpus King Keen (f. 2005). Foto: MEP-Photo

Denne artikel indeholder billeder, hvor der rides uden ridehjelm. Ridehesten opfordrer altid til, at man rider med ridehjelm. 

På en gård beliggende på Midtsjælland, nærmere bestemt tæt på Ringsted, driver Sielja Dantved DrumHorse Stable Denmark med sine forældre på sidelinjen. Forældrene bor i hovedhuset, mens Sielja og hendes kæreste bor i en sidebygning - de er derfor altid tæt på hestene.

Klassisk start på livet som dressurrytter
Sielja er vokset op i en typisk hestefamilie med en mor, der red og en far, som også var involveret i ridesporten gennem arbejde med bl.a. hestefoder og ridebaner. Derfor gav det også næsten sig selv, at Sielja allerede, da hun var fire år, begyndte at ride.

Nogle år senere - omkring niårsalderen - fik hun sin egen pony. Sielja fik undervisning af Lisbeth Seierskilde og stod også opstaldet på Jonstrupgården. Dressurstævnerne fyldte meget, og da ponyen skulle skiftes ud med hest, faldt valget også på en varmblodshest.

Copyright Ridehesten.com
Sielja Dantved ses her sammen med sin 16-årige avlshingst Lord Korpus King Keen (f. 2005). Foto: MEP-Photo

Med andre ord fulgte Sielja altså den klassiske vej som dressurrytter; men i mellemtiden krøb hesteracen Drumhorses ind under huden på hende. Sieljas mor importerede i 2005 Sir Baron Baxter Bazz, som fik titlen som Drumhorse no. 1 i Danmark. Da Sielja var 11 år gammel, fik hun hingsten Lord Korpus King Keen, som var 1 år gammel. I dag er han 16 år, og Sielja har ham stadig.

Fakta
Hvad er drumhorses?

Drumhorses er en europæisk race med rødder i England, Irland og Skotland, der har været brugt som paradehest. I dag er racen er mest udbredt i Europa, især i Tyskland og Holland og bliver brugt til mange forskellige discipliner og aktiviteter. Man avler efter et godt temperament og en god bevægelse. En Drumhorse skal være mellem 162-175 cm høj og have et robust, men stadig atletisk udseende. Læs meget mere om Drumhorses her. 

Fold up

En skillevej for Sielja
Sir Baxter døde i 2010 af tarmbetændelse, og her stod Sielja over for et afgørende valg:

– Enten skulle jeg stoppe med at have Drumhorses, eller også ville jeg satse alt på det. Jeg synes, det var synd, hvis alt det som Baxter havde gjort for Drumhorses i Danmark, skulle gå til spilde. Derfor valgte jeg at køre på med DrumHorse Stable Denmark, så jeg solgte min varmblodshest og beholdt Korpus (red. Lord Korpus King Keen). Siden har min kærlighed ligget hos Drumhorse.

Copyright Ridehesten.com
Her ses Sielja Dantved og vallakken Prince Chato Come-On Cool (f. 2004), som Sielja fik i konfirmationsgave. Foto: Duelund Photography

Dette valg blev begyndelsen på det hele for Sielja, og sidenhen er flere Drumhorses kommet til. Sielja og hendes familie har i dag fire Drumhorses på gården på Midtsjælland: Førnævnte avlshingst Lord Korpus King Keen (f. 2005), avlshingsten King William Wings Of Wulcan (f. 2012) søn af ’Korpus’, vallakken Prince Chato Come-On Cool (f. 2004) og avlshoppen Gorgie (f. 2006).

– Ikke mange i Danmark tror på, at koldsblodsheste kan bruges til dressur, og den opfattelse vil jeg gerne forsøge at ændre, siger Sielja. 

For Sielja er det særlige ved Drumhorses, at man får det bedste fra begge verdener:

– Man får en hest, som kan bruges til dressur og har den nødvendige nerve og tænding, men samtidig får man også en hest, der aldrig ser spøgelser i hjørnerne af ridebanen. De elsker at arbejde og lære nye ting. Derfor elsker jeg Drumhorses.

Dansende Drumhorses
Trods mange fordomme om, at koldblodsheste ikke kan gå svær dressur, er det netop, hvad Sielja gør. Hun har troet på hestene hele vejen og skyndt sig langsomt i uddannelsen af sine heste. Arbejdet har båret frugt og i dag går ’Korpus’ grand prix øvelser, mens både ’Chato’ og ’Wulcan’ er på M-niveau. Desuden er ’Chato’ trænet til at gå med trommer, som en parade Drumhorse. Til hverdag rides ’Wulcan’ af Sieljas elev og faste rytter Mette Emilie Pedersen.

En fordel i dressurtræningen er det også, at Drumhorses, som nogle af de eneste koldblodsheste, er avlet til dressur, fremfor kørsel.
Sielja tager - når der ikke er coronanedlukning - ud for at lave shows med hestene. Hun fortæller, at det er en helt særlig oplevelse, når publikum er vilde med hende og hestene:

– Jeg kan få tårer i øjne, når jeg rider shows på mine drenge, og publikum klapper og hujer. Det gør virkelig indtryk.

Copyright Ridehesten.com
Her ses Sielja Dantved sammen med avlshingsten King William Wings Of Wulcan (f. 2012). Foto: MEP-Photo

Instagram som talerør
Sielja bruger aktivt Instagram, hvor hun deler hverdagen med hestene med sine næsten 3000 følgere. På Instagram bruger hun meget tid på at vise, hvilken fantastisk race Drumhorse er. Derudover fortæller hun om, hvad hun anser som korrekt ridefilosofi:

– Jeg bruger meget tid på at fortælle om, hvordan jeg synes, hestene skal rides, for jeg vil gerne være en inspiration for alle - uanset hvilken hest de har - om at korrekt ridning er altafgørende for hestene. Det er vigtigt for alle heste, at de rides, så de med tiden kan gå for en let hjælp og være lette og løse i hånden; især for heste, der er så store som Drumhorses. Hvis ikke de er lette i hånden, er det blive svært at ride højere øvelser på dem. Jeg går også meget ind for at skynde sig langsomt og lege de svære ting ind i hestene, og det er det, jeg gerne vil være fortaler for.
Jeg vil også gerne vise, at man med tålmodighed og passion kan opnå en masse med sin hest, uanset hvilken race og type ens hest er.

Sieljas Instagramprofil indeholder desuden mange flotte billeder og videoer, som kan ses her.

Fremtiden
I fremtiden drømmer Sielja og hendes team om at få udbredt Drumhorses mere i Danmark og generelt om at gøre op med nogle fordomme om koldblodsheste.

– Ikke mange i Danmark tror på, at koldsblodsheste kan bruges til dressur, og den opfattelse vil jeg gerne forsøge at ændre, siger Sielja. 

Derudover er arrangementer som åbent hus på gården på Midtsjælland noget Sielja drømmer om på den anden side af Covid-19:

– Når det igen er muligt for Corona, vil vi gerne holde åbent hus, og så glæder vi os til at komme ud til shows osv. Jeg savner også at komme ud og snakke med folk om Drumhorses. Dog har folk været rigtig gode til at skrive og spørge ind på Instagram, siger Sielja. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner