Min hoppe skal ifoles - hvad så?

25-03-2020 09:09

Britt Carlsen

Avl

Danmark er lige nu i en helt særlig situation grundet smittespredningen af covid19. Det afstedkommer nogle særlige forholdsregler for alle danskere og dermed også for hesteholdere og avlere, som skal have ifolet deres hoppe i denne sæson

Copyright Ridehesten.com
Næste års føl skal planlægges midt under corona-krisen, men det kan lade sig gøre at ifole hopperne. SEGES Heste kommer her med nogle anbefalinger. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

 Først og fremmest skal vi bruge vores sunde fornuft, følge myndighedernes aktuelle anbefalinger og holde os løbende orienteret om ændringer i anbefalingerne, indleder SEGES Heste deres anbefalinger til landets hesteejere.

Den overordnede udmelding fra myndighederne er, at vi skal begrænse tæt kontakt med hinanden. Det vil altså sige, at hvis en aktivitet indebærer, at vi er sammen med andre, så skal vi tage vores forholdsregler. Uanset hvor vi befinder os, er der nogle generelle forholdsregler, som vi bør overholde, hvilket bl.a. omfatter, at vi holder en høj grad af håndhygiejne, samt at vi holder en afstand på 1-2 meter, når vi er sammen med andre mennesker. Disse forholdsregler er væsentlige at huske på, også i de sammenhænge, hvor situationen fordrer, at vi samles med branchens professionelle f.eks. beslagsmede og dyrlæger. Den bedste måde at vise hensyn overfor branchens fagpersoner er at minimere den tætte kontakt, hvor det er muligt. Det er eksempelvis ofte en mulighed, at beslagsmeden selv klarer vores heste, og med de rette forholdsregler omkring afstand og hygiejne klares besøget fra dyrlægen også.

Adfærd i stalden og pasningen af hestene
Hestene skal naturligvis passes, også i denne helt særlige situation. Ifølge Dyreværnsloven skal enhver, der holder dyr sørge for, at dyrene behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyn til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. I Lov om Hold af Heste præciseres det, at enhver, der holder hest, skal sørge for, at hesten tilses mindst én gang om dagen.
Udmeldingen fra myndighederne er, at maksimalt 10 personer må opholde sig på samme sted. Antallet bør dog holdes så lavt som muligt for i højest mulig grad at begrænse smittespredningen. Derfor anbefaler vi, at man søger løsninger, hvor færrest muligt opholder sig i stalden samtidigt. Kan man lave aftaler om at hjælpe hinanden med at få hestene passet, så er det den rigtige løsning. Lav f.eks. skemaer over, hvem der kommer i stalden hvornår, så det undgås, at for mange er på stedet samtidigt – eller find andre løsninger, der tilgodeser behovene i den enkelte stald. Løsningerne bør dog laves ud fra devisen om at så få som muligt er tilstede samtidigt - ikke blot med øje for at holde antallet under 10 personer.
Er man syg, så undlad at tage ud på et opstaldningssted – og man kan jo evt. allerede nu drøfte løsninger for, hvordan hestene kan passes forsvarligt i tilfælde af sygdom. Iagttag i øvrigt de gældende retningslinjer omkring hygiejne og adfærd, også i stalden. Generelle anbefalinger til vores hygiejne og adfærd findes på sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk .

Avl og bedækning af hopper
Avlssæsonen er så småt påbegyndt, og der melder sig også spørgsmål relateret til bedækning af landets hopper. Langt de fleste aktiviteter omkring bedækning af hopper kan dog gennemføres med et minimum af personkontakt. Vi opfordrer til, at bedækningsprocessen planlægges med netop det formål at minimere personkontakt. Avlshopper kan f.eks. afleveres på hingstestationer uden nogen videre kontakt mellem hoppeejer og hingsteholder, ligesom inseminering kan gennemføres med et minimum af personkontakt. 

Kilde: SEGES Heste

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner