Shannon: Vi er godt i gang i Spanien

29-10-2020 19:56

Annika Knudsen Lorentsen

Shannon Meinert Ketterle drager af og til nogle uger til Spanien for at ride stævne, og nu er hun, ligesom en række andre danskere, i fuld gang med den første uge ved MET II-stævnet. Shannon fortæller, at hun og hestene er kommet godt i gang, ligesom hun og de andre deltagere hygger sig på trods af corona-restriktionerne

Copyright Ridehesten.com
Shannon og den 5-årige Klukkluk der vandt deres klasse onsdag. Foto: 1clicphoto
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er efterhånden en tradition for danske Shannon Meinert Ketterle, såvel som andre danske ryttere, at tage nogle uger om året til spanske Oliva for at ride ved de populære stævneserier, som afholdes af Mediterranean Equestrian Tour (MET) flere gange i løbet af året. 

Netop nu er Shannon færdig ved den første uge ved MET II, hvor de unge heste har været til start tirsdag-torsdag, mens de ældre først starter i dag til søndag. Shannon fortæller til Ridehesten, at stævnet er meget velafviklet også selvom der skal tages hensyn til corona-restriktionerne. 

– Vi nyder de 25 grader, men vi har mundbind på 2/7, vi spritter af og holder afstand, mens vi om aftenen hygger vi os i grupper af maksimalt 6 personer. Alting er helt stille og roligt og super organiseret i forhold til alle corona-restriktionerne. Arrangørerne gør det super godt, og vi krydser fingre for, at vi får lov at blive her alle tre uger. 

Copyright Ridehesten.com
Shannon med 6-årige Union Star Z, som blev 2'er i gårsdagens 6-års klasse. Foto: 1clicphoto

7 talentfulde ungheste i Spanien
Denne gang har Shannon medbragt 7 ungheste, og i løbet af stævnets første uge har alle hestene vist deres værd. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg er utrolig priviligeret i år, at jeg har 7 helt fantastiske ungheste med. Jeg mener klart, at det er de 7 bedste jeg nogensinde har haft med herned. Den 5-års jeg vandt på i går, var en jeg fik ind til salg for en hollænder for 14 dage siden, og som jeg solgte dagen inden vi kørte herned til en amerikansk dame, som gerne ville have, at jeg tog den med herned for at udanne den, fortæller Shannon og fortsætter:

– I dag var jeg ligeledes i top-5 med begge mine 6 års heste, som er lidt mere rutinerede end de 5-års jeg har med. De har alle sprunget fantastisk og allerede udviklet sig bare i løbet af den første uge. For mig er det her jo et sted, hvor jeg uddanner mine ungheste og samtidig kan vise dem frem til omverdenen og forhåbentligt nye kunder. Jeg er meget tilfreds indtil videre. 

Klukkluk som Shannon vandt på onsdag var i dag også hurtig nok til en topplacering, men de fik desværre et enkelt nedslag i omspringningen. 

Se resultater fra stævnet her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner