Military – riathlon – military

18-11-2014 14:34

Military skal have et nyt og mere tidssvarende navn, men i stedet for at sporten, som tidligere varslet, skal ændre navn til Riathlon ved årsskiftet, ønsker militaryudvalget en ny proces, hvor det nye navn skal findes i dialog med baglandet i løbet af 2015

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto.

Tid til forandring
Militarysporten har gennem de seneste 10 - 15 år forandret sig markant fra at være en traditionel sport med tydelige rødder i militæret til nu at være en moderne sport for alle. Derfor har militaryudvalget besluttet, at der skal findes et nyt navn til sporten.

Military hedder også military i 2015
For en måned siden offentliggjorde militaryudvalget, at sporten pr. 1. januar 2015 skulle skifte navn til Riathlon. Efterfølgende har udvalget dog besluttet, at der skal søges flere input til valget af det nye navn, og derfor udskydes navneændringen et år.

- Vi synes, at Riathlon er et godt og rammende navn for sporten. Men vi må erkende, at de reaktioner, som vi har mødt i forbindelse med navneændringen har været mere omfattende og følelsesladede, end vi havde forestillet os, samt at proceduren omkring navneændringen ikke har været optimal. Vi ønsker finde det nye navn, som passer bedst på den sport, som vi alle elsker og dyrker, og derfor vil vi sætte en ny proces i gang, hvor vi inddrager baglandet i højere grad, end det er sket i første omgang, fortæller militaryudvalget.

Nyt navn til sporten
Baggrunden for beslutningen, om at military skal ændre navn, er, at der med et nyt navn skal skabes et bedre og mere retvisende billede af, hvad sporten går ud på samt appellere til en bredere skare af ryttere. Udvalget ønsker også, at det nye navn kan gøre sig gældende internationalt.

Det nye navn skal findes i løbet af 2015, så navneændringen kan træde i kraft 1. januar 2016. Udvalget mener fortsat, at Riathlon er rigtig godt bud på et nyt navn. Det er et moderne navn, som skal være dækkende for en atletisk, alsidig sport, der består af flere ridediscipliner. Navnet ”Riathlon” er sammensat af det græske navn ”athlon”, som betyder konkurrence eller præstationer, hvor der uddeles en pris, mens ”ri” stammer fra ridning.

Athlon som også benyttes i sporten triathlon og biathlon er både internationalt og nationalt tæt forbundet med sportsgrene, som er sammensat af flere discipliner.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner