Anna Pørtner
I løbet af de seneste par uger, er det kommet frem, at bestyrelsen i Dansk Ride Forbund står over for store samarbejdsmæssige udfordringer. Det har skabt stor røre i ridesporten, hvor mange sidder tilbage med spørgsmålet: Hvad skal der ske? Derfor har flere af landets distrikter opfordret rideklubberne til at indgive en motiveret begæring til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
Jf. DRF's vedtægter § 9, skal der nemlig indkaldes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvis mindst 15% af forbundets klubber indgiver en motiveret begæring til bestyrelsen herom. Ét af de punkter, distrikterne ønsker svar på, er hvorvidt der er mistillid til nuværende formand, Dan Boyter, og hvis der er, skal der på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde vælges en ny formand i stedet for Dan Boyter. Indtil nu, har det været svært for omverdenen, og også Dan Boyter selv, at se, hvordan vi kommer videre, hvis ingen melder sig som kandidat til formandsposten, men nu har tidligere elitesportschef og holdleder i dressur, Kimi Nielsen, besluttet at stille sig til rådighed som frivillig kandidat til formandsposten. Kimi Nielsen har i den forbindelse udarbejdet et skriv, som kan læses herunder:
Ridesporten står i den måske største krise nogensinde! Jeg har fra sidelinjen, nu i mere end 1 år, kigget på den deroute, som Dansk Ride Forbund og dermed sporten er på. Jeg har, som nogle måske godt ved, været dybt frustreret over DRF's håndtering af de verserende hestevelfærdssager, samt den måde, hvorpå DRF har håndteret samarbejdet med klubber, distrikter, udvalg og forskellige faggrupper, hvor det hele nu kulminerer med en ny formand, der ikke er lykkedes med at få et godt bestyrelsesarbejde i gang. Det er utrolig smertefuldt at se den sport, som har været en stor del af mit liv, fortsætte sin vej mod et endeligt.
Der rasles med mange sabler, skrives flittigt på sociale medier og afholdes møder i distrikter og klubber. Fælles for alle er nok den samme frustration - Ridesporten er i dyb krise, og det ligger ikke lige til højrebenet at vi kan komme godt videre. Vi ved alle, at der må og skal forandring til. Der skal handles, og det haster.
Der arbejdes i øjeblikket, fra flere fronter, på etablering af et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Samtidig med at DIF's Etiske Komité behandler en sag, indsendt af fire af de nuværende bestyrelsesmedlemmer, hvori der sættes tvivl om formandens ledelse af bestyrelsen. Nogle klubber og distrikter ønsker et repræsentantskabsmøde, hvori der stilles mistillidsvotum til hele den siddende bestyrelse. Andre ønsker, at der blot stilles mistillidsvotum til den siddende formand.
Træffer rideklubberne en beslutning om at indkalde til ekstraordinært repræsentantskabsmøde, med et mistillidsvotum til den siddende formand, har jeg besluttet at stille mig til rådighed, som kandidat til formandsposten, idet jeg har en tro på, at vi med udskiftning af Dan Boyter, kan få et flertal for den helt nødvendige forandring i Dansk Ride Forbunds ledelse og kultur. En forandring, som et flertal i den siddende bestyrelse allerede har, men som ikke anerkendes af den nuværende formand.
Er der derimod i klubberne et flertal for at sætte mistillid til hele bestyrelsen, ja så kastes alle bolde op i luften, da der skal skaffes nye kandidater til alle bestyrelsesposter samt til formandsposten. Vi kommer til at stå med en hel blank tavle og alle kandidaturer skal stille sig til rådighed, uden at kende forudsætningerne for en fremtidig retning og flertal. Som formandskandidat i denne konstellation, kan man nu ikke længere være sikker på, at der kan samles en bestyrelse, der vil arbejde i en fælles retning, og i værste fald, er vi så gået ét skridt frem, men to tilbage. En situation, som jeg har meget svært ved at se mig selv i.
Jeg vil gerne være med til at fremtidssikre ridesporten, men det kræver at vi internt i sporten er villige til at samle os omkring en forandringsproces, hvor vi gør op med både ledelsen og kulturen i Dansk Ride Forbund. Hvor vi er villige til at samarbejde og inddrage faglighed og evidens. Hvor vi helt ærligt og ægte ønsker transparens og åbenhed. Hvor det at tage samtaler om god hestevelfærd med både faggrupper og interesseorganisationer er en selvfølgelighed.
Der skal hurtigst muligt laves en strategiplan i flere faser. En strategiplan, der tager udgangspunkt i fælles værdier for hele sporten, så ingen kan være i tvivl om i hvilken retning, vi vil gå, og hvordan ridesporten kan se ud i fremtiden.
Med min erfaring i ridesporten, er der ikke et hjørne af vores sport, som jeg ikke, på et eller andet tidspunkt i mit lange liv med heste, har stiftet bekendtskab med. Derfor føler jeg, at jeg vil have en god evne til at forstå de mange udfordringer og muligheder, der ligger i ridesportens fremtid.
Med håb om en bedre fremtid for ridesporten,
Kimi Nielsen.
