Michæls-Beerbaum hentet i ambulance

13-09-2009 11:16

Grethe Næsby

Nationsspringningen på Spruce Meadows, Canada, i går eftermiddag blev præget af flere styrt, hvor bl.a. Meredith Michæls-Beerbaum måtte hentes i ambulance
Copyright Ridehesten.com
Meredith Michaels-Beerbaum styrtede med Checkmate ved Spruce Meadows nationsspringningen i det vestlige Canada. (Foto: Ridehesten.com).

Det startede med, at Hollands første rytter, Angelique Hoorns hest O´Brien styrtede på et spring og måtte hentes inde på banen af en hesteambulance. Hesten havde pådraget sig en alvorlig seneskade på højre forben, og det er endnu usikkert, om den vil komme til at konkurrere på springbanerne igen. Norges Stein Endresen på Hoyo de Monterey fik den ene nedrivning efter den anden og i alt seks nedslag, og da de red fra banen, viste det sig, at hesten var blevet skadet og var halt. Tyskland havde den regerende World Cup-vinder Meredith Michæls-Beerbaum som sidste rytter på Checkmate. De var fejlfri indtil sidste forhindring, men kommer helt forkert på og springer mere eller mindre direkte igennem forhindringen, hvormed Meredith er tæt på at ryge af. Det lykkes hende dog at holde sig på hesten til de passerer målstregen, men falder da hårdt i jorden og bliver liggende. Sygepersonale haster til banen sammen med de øvrige bekymrede tyske ryttere, og i et par minutter er der meget stille på banen, indtil Meredith rejser sig og på usikre ben forlader banen. Uden for banen erkender Meredith dog, at hun ikke har det godt, og hun bliver med ambulance kørt til sygehuset i Calgary til undersøgelse og observation. Sent lørdag aften efter grundig eksamination fik hun dog lov til at forlade sygehuset. Det er dog uklart, om hun vil kunne starte ved stævnet igen i dag. Hun havde i forvejen netop sparet sin tophest Shutterfly til dagens Grand Prix, blandt andet havde hun ikke hesten til start ved EM i Windsor med tanke på Spruce Meadows Grand Prix. Det blev Holland, der i går vandt nationsspringningen. Kilde: Tidningen Ridsport

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner