Kristine Ulsø Olsen
To hopper aborterede
Efter nogle meget hårde uger, var det begyndt at gå fremad for Stutteri Svalegaad i Snedsted, som ellers troede at de var sluppet gennem det, indtil at en vallak i sidste uge stod med feber.
I slutningen af marts blev de ramt af herpesvirus 1 som man kan læse mere om HER og HER. Herpesvirus 1 er den variant, som kan give neurologiske lammelser hos heste, og som er utrolig svær at behandle, hvilket endte med at koste tre heste og et føl livet, samt at to følhopper aborterede. De to hopper havde stået med feber i tre dage, men var ellers friske efterfølgende indtil de omkring 10 dage efter pludselig aborterede.
– Fordi de var friske håbede vi at det ville gå godt, men sådan gik det desværre ikke, fortæller Ane Krabbe og fortsætter: – Den ene af hopperne var blot en måned fra termin og kunne ikke selv fole, da føllet lå forkert. Vi havde to dygtige dyrlæge som arbejdede på at få føllet ud og det lykkedes, så at vi undgik at skulle partere føllet inde i maven på hoppen. Det er to hopper som plejer at lave fantastiske føl og den ene var sølvmedaljehoppen og UVM-finalisten Svalegårds Hottie, så det er vi jo selvfølgelig meget kede af.
Et skridt frem og to tilbage
For tre ugers tiden siden begyndte det at gå fremad og Ane Krabbe og familien begyndte så småt at være forsigtig optimistiske. Efter små 14 dage med fremskridt, troede de at det var sluppet igennem, men det skulle vise sig ikke at holde stik.
– En 4-års vallak stod syg i sidste uge med feber og vi er derfor startet forfra med karantæne og bekymringer. Vores guldmedaljehoppe som ikke har været syg, har netop fået et frisk hingsteføl, men vi er selvfølgelig meget bekymrerede de næste 8-10 dage, efter at vallakken stod syg i sidste uge, fortæller Ane.
Da stalden pludselig blev ramt af herpes nåede man ikke at behandle på de tre heste som døde, men de efterfølgende heste som viste symptomer, blev straks behandlet og de er ikke blevet nær så syge.
– Vi ved ikke om det er tilfældigt, men vi kan konstatere at dem som blev sat i behandling med det samme, er sluppet billigt ved kun at have feber og derved undgået lammelser som de andre heste fik. Min datters pony stod med lammelser men kom behandling og efter 3-4 dage blev det bedre. Ponyen er nu kommet sig helt og er i fuld ridning, så det er vi rigtig glade for. Vores dyrlæge undersøgte hvad de gjorde i Spanien og vores heste fik samme behandling med herpes-piller og blodfortyndende medicin, for ikke at få blodpropper. Om det er det som har gjort at vi ikke har mistet flere heste, ved vi ikke med sikkerhed, men vi tør i hvert fald ikke lade vær. Nu håber og ber vi blot til at vallakken er den sidste, men det er jo ikke til at vide, slutter Ane.