Britt Carlsen
Det myldrer med danskere i Verden denne weekend. Fra den nordjyske Dansk Varmblods region 7 er der kommet en bus med 49 entusiastiske avlere og ryttere. Mange danskere har også valgt at tilbringe alle fire konkurrencedage i Verden for at støtte de danske ryttere, og følge de mange konkurrencer, som foregår på flere baner. Hannoveranerforbundet afvikler hoppekåring, 3- og 4-års championat for hopper, hingste og vallakker og så er der internationale dressur- og springklasser, med dansk deltagelse. i hannoveraner springchampionat for 6-årige heste placerede Rikke Haastrup Petersen og den danskkårede hingst, Luganer sig på en 6. plads. De danske springryttere har fået flere placeringer denne weekend, og i eftermiddag er der afsluttende Grand Prix-springning.