Fra miniature til Clydesdale: Store Hestedag samler alle

05-09-2026 17:19

Georgia Timmermann

VIDEO: Heste, hunde, konkurrencer, opvisninger og fællesskab – Store Hestedag har plads til alle, uanset race og alder. Kom med rundt blandt de mange discipliner, særlige hesteracer og øjeblikke, der skaber minder

Copyright Ridehesten.com
Her ses den 18-årige Clydesdale hingst med ejer Annika Alø Berthelsen. Hun har haft ham siden han var 4 år. Han har cirka 4 afkom. Clydesdale racen er en truet race, da der kun er cirka 5000 tilbage i verdenen. Foto: Ridehesten.com/Georgia Timmermann
Nyheden fortsætter efter annoncen

Store Hestedag er et sted, hvor man hurtigt opdager, at fællesskabet omkring heste rækker langt ud over ridebanen.

Målet med Store Hestedag var fra begyndelsen at skabe et samlingspunkt for alle hesteentusiaster – et sted, hvor der var plads til alle heste, uanset race og alder. Det lykkedes, og sådan er det stadig i dag.

Copyright Ridehesten.com
Kostume grooming er en populær bedømmelse ved Store Hestedag. Her kan alle racer og aldre deltage. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

I 2010 blev det også naturligt at inkludere hundene i arrangementet, fordi mange hestefolk samtidig deler interessen for hunde. Det, der begyndte som en mindre tilføjelse, er i dag vokset til omkring 1.000 hunde, som deltager side om side med hestene. Hundene er blevet en fast og populær del af programmet.

Copyright Ridehesten.com
Til kostumegrooming har fantasien ingen grænser. Det er en svær opgave for dommeren at finde en vinder med de mange kreative kostumer. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

3 dage for heste- og hundeentusiaster
Store Hestedag er et rent slaraffenland for dem, der holder af heste og hunde. Bedømmelser, opvisninger og konkurrencer er omdrejningspunktet, men der er meget mere at opleve. Programmet er spækket med både lærerige og underholdende indslag hvor der bliver holdt foredrag om alt spændende omkring heste.

Copyright Ridehesten.com
Michaela (mor) og Ida (til hest) deltager i Leading rain til de engelske rideklasser. Michaela fortæller at Ida får en tryg måde at starte som rytter og en skøn måde at være sammen med hinanden på. Foto: Ridehesten.com/Georgia Timmermann

Her er blandt andet street race for heste, vognkørsel, turridning for tilskuerne, agility, dressur- og springstævne, terrænspring, grooming og udklædning, working equitation, skuer og kåringer samt spændende clinics. Nedenfor kan du høre Anniezette Lander fortælle om hendes 15årige Welsh Cup (section D) hoppe Glambella. 

Og så er der naturligvis det store hesteshow, som afvikles hele to gange begge dage, hvor kostumer og flotte heste imponerer publikum.

Store Hestedag samler alle slags hestefolk
For Ridehesten er noget af det særlige ved Store Hestedag netop at møde alle de forskellige mennesker, som finder vej til pladsen.

Det var flot ridning på terrænbanen, som Søborggård Rideklub var arrangør for.  Rytterne, der træner terræn og spring på Store Hestedag har gennem hele året kvalificeret sig via de forskellige cups rundt omkring i Danmark. Her kan du høre Lene Thaulow fortælle om hvorfor hun rider military og er på Store Hestedag. 

Alle dage byder på masser af forskellige racer og discipliner – fra dressur og spring til working equitation og agility. Tinkeren, fjordhesten og Dansk Varmblod samt mange flere racer er også flot repræsenteret på Store Hestedag.

Copyright Ridehesten.com
Der er også almindelig spring- og dressurklasser hele weekenden på Store Hestedag. Lørdag skinnede solen smukt ned over banerne. Foto: Ridehesten.com/Georgia Timmermann

Blandt de mange heste møder vi også den søde miniaturehoppe med den meget selvstændige hingst ved sin side. Han er ikke ret gammel, men venter alligevel glædeligt alene, mens mor bliver bedømt.

Copyright Ridehesten.com
Her er det tre miniature racer præsenteret flot af to unge piger. Foto: Ridehesten.com/Georgia Timmermann

Så længe der er græs, er der åbenbart ingen grund til at bekymre sig.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Historierne og minderne skaber sammenhold
For nogle deltagere er Store Hestedag blevet en fast tradition gennem mange år.

Clydesdale hingsten og hans ejer Annika Alø Berthelsen er et godt eksempel. Ejeren har deltaget på Store Hestedag med ham i hele 10 år, og i år blev jubilæet også markeret i groomingområdet ved Nathalie Horse Care-ringen.

Det er netop de mange historier, der gør arrangementet til mere end bare konkurrencer og opvisninger.

Her mødes dem, der har været med i mange år, med dem, der er med for første gang. De yngste møder de ældre, forskellige racer mødes, og ryttere og deltagere mødes på tværs af discipliner.

Deltagerne får mulighed for at tale sammen om det, de alle har tilfælles – glæden ved heste og hunde.

Man behøver heller ikke selv være deltager for at få noget med hjem. Som tilskuer kan man opleve de mange heste og hunde, få ny viden og høre dommere og speakere fortælle om de discipliner og dyr, der er i centrum.

Og selvfølgelig er der også tinkerhesten med den flotte farve og det imponerende hovskæg – endnu et eksempel på den enorme variation af heste, man kan opleve på Store Hestedag.

Copyright Ridehesten.com
Her er det 7 års tinkeren Woodlawn Billy med dens ejer Merete Hjorth fra Stald Hjorthekjær. Foto: ridehesten.com/Georgia Timmermann

Samarbejdet mellem hest og menneske i centrum
Et andet eksempel er Maj Frederiksen, som uddeler Horsemanship-præmien til den deltager, der bedst håndterer og guider sin hest på agilitybanen gennem forhindringerne. Konkurrencen afgøres på tid men selve horsemanship-præmien vinder ekvipagen på en hel anden måde. Her er det samarbejdet mellem hest og menneske er i centrum for bedømmelsen – og netop derfor er prisen blevet en meget populær præmie at vinde. Hør dommer Maja Frederiksen fortælle om Horsemanship-prisen.

Det er også noget af det, Store Hestedag kan: at vise, hvor mange forskellige måder man kan være sammen med sin hest på.

Hvis du endnu ikke har lagt vejen forbi Store Hestedag, er der stadig mulighed for at opleve det hele.

Lørdag fortsætter programmet, og hele søndag er der igen masser af heste, hunde, konkurrencer, opvisninger, shopping, clinics og oplevelser for både store og små.

Copyright Ridehesten.com
På Store Hestedag er der fyldt med gode tilbud i de mange boder. De var alle godt besøgt lørdag eftermiddag. Foto: Ridehesten.com/Georgia Timmermann

Så uanset om du selv rider, har hund, elsker bestemte hesteracer, er nysgerrig på nye discipliner – eller bare har lyst til en dag med masser af dyr og god stemning – er Store Hestedag et besøg værd.

Se programmet for søndag her

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner