Camilla Tiefensee Schrøder
I weekenden den 1.-3. november slår Heslegård Sportsrideklub i Duemose ved Helsinge deres ottende landsstævne med ECCO Cup.
Et af de unge talenter fra lokalområdet, som kommer til stævnet, er 18-årige Liv Nana Vangsgaard Larsen fra Helsinge, som rider på den 14-årige vallak, Valløs Rasputin.
Livet som eliterytter
At være eliterytter er et hårdt arbejde, og Livs uge bliver nødt til at være stramt struktureret, hvis hun skal nå at ride de fire heste hun pt. træner, samtidig med at hun også skal passe 3. g på Frederiksborg Gymnasium.
– Sporten fylder meget i min hverdag, men jeg prioriterer også at tage med til fester og sociale arrangementer, men det er helt uden alkohol, så kan jeg stadig komme op om morgenen næste dag. Det har så også den fordel, at jeg kan være chauffør, griner Liv.
Liv tager hjemmefra tidligt om morgenen for at komme i skole og er sjældent hjemme igen før klokken 21.
– Hver torsdag morgen tager jeg hjemmefra klokken 05.00, for at komme til et af ugens højdepunkter – morgentræning for eliteidrætsudøvere på ungdomsuddannelserne i Hillerød. Her mødes vi fra mange forskellige sportsgrene med vores træner Mats Mejdevi og laver hård fysisk træning og bagefter rigtig god udstrækning og afspænding, fortæller Liv begejstret.
Ridning ER en rigtig sport!
Fra ikke-ryttere har Liv ofte fået en kæk kommentar om, at hun ikke dyrker sport, men går til hobby.
– Men når folk så indser, hvor hårdt man træner, og hvor stramt et dagsprogram ser ud, hvor der ikke er plads til hverken NetFlix eller caféture, så vendes drillerier til respekt, fortæller den 18-årige rytter.
For at være rytter på eliteniveau kræver det ikke kun en stærk psyke, men også en god fysik, balance og kropskontrol, og som Liv siger: – teknik, teknik og teknik. Det er de helt små detaljer, der tæller.
Når Liv har fri kl 16.00, skynder hun sig til Stald Danhorse v/Lone Madsen og Allan Werner i Laugø ved Helsinge, hvor Rasputin, eller Putin som han kaldes i daglig tale, står opstaldet. Udover Rasputin rider Liv også en hoppe efter Blue Hors Zack, ejet af Stald Danhorse, og de har netop haft en rigtig god stævnedebut.
Livs meget erfarne træner, Grand Prix-rytter Lone Madsen, har i år gennemgået to store ortopædiske operationer og har derfor i længere perioder ikke måttet ride.
– Lone havde brug for hjælp til sine heste og gav mig den unikke chance at få lov at ride hendes kvalitetsheste og ydermere modtage daglig undervisning – det har rykket mig helt enormt.
Fra shetlænder til Heslegårds Lullu
Det var også en kvalitetshest, der tidligt satte gang i Livs dressurkarriere på hest, nemlig Heslegårds Lullu.
–Jeg begyndte at ride shetlandspony lokalt da jeg var 3,5 år gammel, siden gik det slag i slag – en tur omkring Helsinge Rideskole på hold, så en privat part hos naboen, og som 9-årig fik jeg min egen kat. 2-pony Supastar. Vi sprang fast og red en masse sløjfespringstævner, men det var dressuren, som havde min største interesse. En dag skete det så, at mit store forbillede i stalden, Melina Iversen, tilbød mig at prøve at ride sin PSG-hest Lullu, og jeg var solgt…
– Lullu havde stor stævneerfaring og var meget øvelsesstærk, så det var en helt unik læremester. På det tidspunkt red jeg undervisning hos Michala Damm Frydenberg. Hun spottede hurtigt, at Lullu og jeg, trods mine kun 13 år, var en ekvipage, der kunne komme langt, så vi lagde planer. Jeg fik en masse fantastisk undervisning og trænede intensivt. I 2015 blev vi Sjællandsmestre i dressur for juniorer, og herefter fulgte landsstævner, Ecco Cup og et DM i 2016. Efter nogle helt fantastiske læreår på Lullu, købte vi Putin. Nu er det mig, der skal løfte hans potentiale, fortæller Liv.
Youngrider-debut næste år
Trejde kvalifikation af Ecco Cuppen 2018 var Rasputins landsstævnedebut. Liv beskriver ham som en sensitiv og teknisk kompliceret hest, men med godt anlæg for de svære øvelser.
– Jeg faldt for ham, fordi han, modsat Lullu, ligger rigtig let i hånden. Han er øvelsesstærk, især i de sideførende øvelser, og samarbejdsvillig, fortæller hun.
Målet for de to er snart at ride MA, og så forhåbentlig at debutere som youngrider i Ecco Cup i løbet af 2020.
Forberedelse til ECCO Cup
På spørgsmålet om, hvordan Liv forbereder sig til et stævne som Ecco Cuppen svarer hun:
– Vores ugentlige træningsprogram ændres ikke nævneværdigt. Vi er hele tiden meget fokuserede på hestenes træning og ikke mindst deres hviledage. En hviledag kan sagtens være en ridetur i skoven, hvor temposkift og changementer øves, eller endnu bedre en løbetur med indspændinger, hvor hesten for lov at arbejde frit over ryggen. Jeg synes, det er fedt at løbe i skoven med min hest – det giver os begge en anderledes træning og et helt specielt sammenhold også fra jorden. Og Putin elsker det, siger Liv.
Optimalt management – afvekslende træning, afbalanceret foder, passende foldtid, kiropraktor, smed osv. er for Liv afgørende for at bevare hestene sunde, stærke og arbejdsvillige.
Selv forbereder hun sig flere uger op til en stævneweekend ved at sørge for at være på forkant med lektier og afleveringer, så weekenden kan holdes fri og fokus alene er på ridningen. Aftenen før en stævnestart gøres udstyr til både hest og rytter parat.
Der er tre ting, som Liv altid har med sig, når hun rider stævner: Et bælte, som snart hænger i laser, et armbånd, og så en "knæk cancer"-nål.
– Min mormor er kommet igennem hele to kræftforløb, så min knæk cancer-nål den skal bare med.