Britt Carlsen
Lis Hartel (født 14. marts 1921) var en af dansk ridesports første store navne. Hun huskes særligt for at kæmpe sig tilbage fra at blive lammet af polio i 1944 til på imponerende vis at vinde sølv med Jubilee i dressur ved sommer-OL 1952 i Helsinki og igen ved sommer-OL 1956 i Stockholm. Dressurkonkurrencen i 1952 var i øvrigt første gang i OL-historien, hvor en disciplin endte med såvel kvinder som mænd på den samme medaljeskammel. Da guldmedaljevinderen Henri Saint Cyr hjalp den seje lille kvinde op på sejrsskamlen til præmieoverrækkelsen, var det således et af de mest følelsesladede øjeblikke i den olympiske historie. Ud over to gange OL-sølv vandt Lis Hartel flere danske mesterskaber og blev i 1954 uofficiel verdensmester i dressur. (Første officielle verdensmesterskab fandt sted i 1966). Fra 1951 blev Lis Hartel trænet af berider Gunnar Andersen, som fik stor betydning for hendes internationale gennembrud. Efter at hun selv var stoppet som konkurrencerytter, har hun hjulpet mange unge ryttere på vej, især for OL-deltageren Nils Haagensen fik hun stor betydning som træner. Lis Hartels internationale sejre skabte stor opmærksomhed i verdenspressen, og hendes livs- og sygdomshistorie var med til at øge ridesportens popularitet. Hun blev inviteret til at give opvisninger over hele verden, og gennem opvisningerne indsamlede hun store beløb til Poliofonden. Hendes præstationer havde således stor betydning for polioramte og andre handicappede. I Holland er et poliocenter opkaldt efter hende. Hun blev som den første skandinav optaget i The International Women’s Sports Hall of Fame i New York 1994. I 2007 hædrede rideforbundet Lis Hartel med æresmedlemskab af forbundet for sin store betydning for dansk ridesport.
