Thomas Bach Jensen
Dagens første finale i det indendørs DM i springning, Agria DRF Mesterskab, har budt på fart og spænding i Sønderborg Sportsrideklub. Vinderen hos juniorrytterne blev Line Busk Heltborg med den 10-årige hoppe Gaville e. Chellthago Z/Animo. I går vandt de første afdeling blandt 22 startende, og de gentog i dag succesen i et startfelt på 16 ekvipager.
Finalen i dag demonstrerede ren girlpower. Ikke blot var alle 16 finalister piger, men de otte placerede red også alle på hopper. I dagens MA1* (135 cm) red fem ekvipager fejlfrit, og tre af dem var også fejlfrie i går, hvorfor de tre endte i omspringning i dag.
Lige som Line Busk Heltborg og Gaville var hurtigste fejlfrie ekvipage i går, så var det også tilfældet i hovedspringningen i dag, hvor de kom i mål på 61,99 sekunder. Gårsdagens nr. 2, Natasha Tang Kaspersen med Contex, var igen meget hurtig, men fik desværre tre nedslag. Fejlfri i anden hurtigste tid var Linnea Ilsøe Madsen og den blot 7-årige Medina-EM e. Bøgegården's Graf's Stakkato/Candillo (opdr. Peter A. Petersen) på 63,64 sek. Frida Munk Lassen og 13-årige Chaleen e. Cellestial/ Le Matin klarede sig fejlfrit igennem på 65,78 sek.
Da de tre måtte i omspringning og dermed gjorde mesterskabet ekstra spændende, udviste Line Busk Heltborg, igen meget sikker stil med den lynhurtige hoppe Gaville, der klarede omspringningen på 35,76 sekunder og en meget overbevisende runde. Linnea Ilsøe Madsen og den unge Medina-EM fik i dag tre nedslag, hvilket betød, at Frida Munk Lassen og Chaleen med en fejlfri runde i omspringningen i tiden 41,56 sek. red sig ind på andenpladsen i mesterskaber.
Resultat af Agria DRF Mesterskab for juniorer.
Stævnets start- og resultatlister.