Cecilia Lindahl
Du kender det sikkert godt - det er koldt udenfor, men både du og hesten er ved at være trætte af træningen i ridehallen og trænger til noget nyt. Et godt råd er at prøve løsspringning, for her får hesten lov til at bevæge sig frit, samtidig med, at den træner sin smidighed og koncentrationsevne.
Springning eller ej
Uanset om du er springrytter eller ej kan din hest have godt af at løsspringe med jævne mellemrum. Her skal den nemlig koncentrere sig om at komme korrekt over springene og bruge sin krop på en måde som den måske normalt ikke gør. Særligt dressurheste kommer til at bevæge sig på en måde, de ellers ikke gør. Hvis din hest eller pony er vant til at springe, så kan du bruge løsspringningen til at forbedre dens teknik og smidighed.
Hvad er løsspringning?
Løsspringning er når hesten springer et eller flere spring, mens den er helt løs og uden rytter. Man bruger ofte løsspringning til helt unge heste, der skal lære at springe eller som skal bedømmes til kåring eller lignende for deres evner som springhest.
Styr hesten mod springet
Nogle heste elsker at springe så meget, at de gerne selv styrer mod springet, mens andre skal hjælpes lidt på vej. Derfor kan man med nogle heste nøjes med at stille spring op på langsiden i ridehallen og så springer de gladelig over, mens man med andre er nødt til at lave en slags afskærmning, så de ikke styrer udenom. Uanset, hvordan din hest er, så bør du huske, at der skal være lukket ind til ridebanen og barrieren eller hegnet skal være højt nok til at hesten ikke kan hoppe over. Husk også at spørge om lov til at bruge ridebanen eller ridehallen til løsspringning.
Ved langsiden
Stil altid springene helt op ad barrieren, så hesten ikke bliver fristet til at løbe den vej udenom. Dertil kan du fx bruge nogle springstøtter, som du stiller på en linje ned langs springene, så hesten heller ikke fristes til at løbe udenom ind mod midten af banen. Husk at stille et par støtter op både før og efter springene, så hesten ledes lige til og fra springet. Mellem støtterne kan man enten bruge bomme eller særligt plastikbånd - men ikke noget der er så stærkt eller sidder så godt fast, at hesten kan komme til at hænge fast eller komme til skade, hvis den alligevel får lyst til at "bryde ud".
Èt eller flere spring
Er det første gang hesten skal løsspringe, så er det altid en god idé at starte med at lade den løbe gennem banen inden du sætter spring op, så den vænner sig til den smalle løbebane. Derefter kan du sætte et lille spring op - gerne et kryds. Træk først hesten hen til banen, så den ikke løber for hurtigt - senere kan du lade den være helt fri. Første gang hesten prøver løsspringning er 5-6 ture over springet nok, for den skal ikke blive træt af at springe, men må gerne have lyst til mere. Væn de næste gange hesten langsomt til, at der er mere end ét spring, men pas på ikke at gøre hesten forvirret eller træt.
Hestens udstyr
Det er vigtigt at passe godt på hesten og særligt, når den skal springe. Det er en god idé at give hesten gamacher og klokker eller lignende på ben og hove, så den ikke kommer til skade, hvis den rammer en bom. Sørg for, at hesten har hovedtøj eller grime på, så du nemmere kan få fat i den eller trække med den, hvis det bliver nødvendigt. Har den hovedtøj på, så husk at spænde tøjlerne helt af ved biddet, så hesten ikke kan komme til at hænge fast i dem.
Det skal være sjovt
Spørg nogle venner, om de vil hjælpe dig med løsspringningen, så bliver det både lettere og sjovere - I kan evt. løsspringe flere heste, men kun én ad gangen. Det er en god idé at der står én person, der hvor hesten kommer ind på løsspringningsbanen, én der, hvor den kommer ud.
Det er vigtigt at man er helt rolig, så man ikke stresser hesten. Fokusér på at give den en god oplevelse: varm den op inden ved fx at trække den rundt i skridt og lad den endelig snuse til det hele, hvis den er lidt nervøs. Husk også at rose den hver gang den kommer gennem banen, og giv den gerne en godbid med det samme.