Thomas Bach Jensen
Leif Konradi, der sammen med Trine Hermansen driver Stutteri Hillock ved Farum, fylder onsdag den 28. juli 2021 80 år, hvilket han fejrer i sit og Trines hjem sammen med venner og bekendte.
Leif Konradi huskes af mange i 1980'erne, da han arbejdede for H.B. Nielsen som bestyrer på Stutteri Øxenholm og Bregnerødgaard, der var blandt tidens førende stutterier og hingstestation. Han erhvervede sig for 35 år siden af H.B. Nielsen hoppen Øxenholm Parieuse e. Deadly Nightshade xx og med den navnkundige stamhoppe Pari som mormor.
Moderen Pari-Fine fik guld for afkomssamling ved DV’s jubilæumsskue, og Parieuse blev mor til to avlsgodkendte hingste og til Berleburgs stamhoppe Øxenholm Pamina, som er mor til Nathalie zu Sayn-Wittgensteins OL-hest Digby.
Leifs fascination af holstenerheste har han med fra sin opvækst i Sønderjylland. Hos Leif blev Parieuse mor til Calato-datteren Galina IX fra 1992, som Leif har baseret sin egen avl på. Hun er registreret i det tyske holstenerforbund og er mor til den springbetonede 3-års fløjhingst ved Dansk Varmblods hingstekåring i 2003, Cajo e. Cameron. Cajo blev også kåret i holstenerforbundet, men blev sidenhen kastreret og udviklede sig sammen med sin ejer Bo Høstrup til en international Grand Prix-ekvipage med flere sejre.
Galina IX er endvidere mor til holstenerhopperne Una Corda e. Carpaccio og Walina III e. Contendro I. Una Corda er statspræmieret og går dressur i Tyskland, mens det er Walina III, der fører den holstenske Stamme 95 videre hos Stutteri Hillock. Hun er mor til den kårede hingst French Match Ask e. Favorit Ask samt tre helsøstre til French Match, som alle er kåret med opdrættermedalje i sølv eller bronze.
I dag avler Trine og Leif også på den indkøbte hoppe Unica e. Contender/ Capitol I med hvilket de har avlet de to hopper Cavallina og Galla Hillock, som har opnået toppriser på Oldenburgerforbundets ridehesteauktion.
Stort tillykke med fødselsdagen!