Lars P er dansker - endnu!

27-02-2013 15:43

Britt Carlsen

Den internationale dressurverden summer med rygter om, at den danske OL-rytter og toptræner Lars Petersen vil udskifte sit danske statsborgerskab med et amerikansk pas

I et interview til den amerikanske hjemmeside Dressage News bekræftede Lars Petersen tidligere på måneden, at han gik med overvejelser om at ansøge om amerikansk statsborgerskab.

- Jeg blev spurgt af Ken (Ken Braddick/Dressage News) om jeg kunne finde på at skifte statsborgerskab, det svarede jeg bekræftende på, fortæller Lars Petersen fra det solbeskinnede Florida, hvor han lige nu har umådelig travlt med at træne og undervise. Sæsonen kører lige nu på fuldt tryk i Wellington, hvor Melissa og Lars har 53 heste i stalden. Lars sidder på den første hest kl. 5 om morgnen og de fleste dage har den sidste rytter træningstid for Lars fra kl. 17. Et hårdt program, og der går endnu seks uger førend sæsonen slutter i Florida.

Det er nu 11 år siden Lars flyttede til USA, og de seneste seks år har han boet sammen med den internationale dressurrytter Melissa Taylor. Sammen driver de en succesfuld konkurrencestald i Wellington-området og det er ingen tvivl om, at deres forretning ville drage fordel, såfremt Lars ville skifte natonalitet.

- Rent formelt kan det først lade sig gøre om knapt et år, så det er ikke noget jeg har planer om at gøre lige nu. Det ville dog være en fordel, for jeg kunne kvalificere mig til de internationale konkurrencer og ride med i kampen om en plads på det amerikanske landshold herover, samtidig vil det også være lettere at få en amerikansk sponsor, såfremt jeg skiftede nationalitet, og det ville også gøre en stor forskel i vores dagligdag, forklarer Lars.

EM i Herning?
Lige nu har Lars stor succes med den danske varmblodshoppe Mariett e. Come Back II / Sydney (opdr. Gunnar Mousten), parret vandt WCD Spring Challenge CDI3* Grand Prix tidligere på måneden med knap 72% . Mariett var allerede for ti år siden på succeskurs under Lærke Sund, der red hoppen ved UVM i Verden. Mariett ejes af amerikanske Marcia Pepper, og hoppen livshistorie er også en succeshistorie, idet en  voldsom skade i hoven (opstået i boksen) har sat hende ud af spillet i to år. Nu er hun tilbage igen, og så overbevisende, at landstræner for de danske dressurryttere Rudolf Zeilinger har fået øjnene op for den danske ekvipage i Florida.

- Det går rigtig godt med Mariett, og hun udvikler sig konstant i positiv retning. Det, der tidligere har været svært for hende, som f.eks. galopprogrammet, er nu væsentlig bedre, og fortsætter hendes gode udvikling, så vil jeg da overveje, om ikke jeg skal rejse hjem til Danmark til sommer for at forsøge at kvalificere mig til landsholdet. Det kunne være så sjovt, at ride på landsholdet på hjemmebane i Herning. Men jeg vil ikke rejse hjem med mindre jeg har en reel chance for at nå holdet, understreger Lars.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen