Landsstævne på Hylke Ridecenter

25-08-2008 08:08

Maja Golles

For tredje år i træk afholder Hylke og Omegns Rideforening landsstævne i military lørdag og søndag, den 30. og 31. august. Dansk Ride Forbunds danmarksmesterskab for ponyer og distriktsmesterskab afholdes samtidig.

Militaryridning er ridesportens triatlon, hvor ekvipagerne dyster i dressurridning, terrænridning og ridebanespringning. Stævnet indledes lørdag på Hylke Ridecenter med dressurridning indtil midt på dagen. Fra 12.30 afvikles det krævende terrænridt på Danmarks bedste terrænbane på Skårup Overgård. Ekvipagerne skal ride baner på mellem 1800m og godt 3000m, hvor den længste bane har 30 faste naturspring, der skal overvindes med en ridehastighed på 500m i minuttet. Her er rig mulighed for tilskuerne at se nogle af Danmarks dygtigste militaryryttere konkurrere mod hinanden. Søndag findes vinderne i de enkelte klasser ved ridebanespringning på Hylke Ridecenter og i ponyklassen CNCP** kåres og hyldes den nye Danmarksmester 2008.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner