Kom tæt på ridesporten: Cedergaard Sportsrideklub slår dørene op

09-09-2024 20:38

Det er ingen hemmelighed, at der har været meget røre i ridesporten det seneste stykke tid. Nu tager en af de danske stævnearrangører skeen i egen hånd, og inviterer alle interesserede til at komme og opleve sporten på tæt hånd

Copyright Ridehesten.com
Christina Madsen og Cedergaard Sportsrideklub åbner dørene for alle interesserede. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard.

Christina Madsen er professionel springrytter og driver til dagligt Cedergaard Sportsrideklub lidt udenfor Kolding. Efter de seneste års massive kritik af sporten, har hun lyst til at gøre noget, der forhåbentligt kan ændre folks opfattelse af ridesporten. Cedergaard Sportsrideklub afholder stævne i uge 37 og 39, og byder derfor alle interesserede velkommen til at opleve sporten, håndtering af hestene og den fantastiske stemning på tæt hånd. 

Jeg kan virkelig ikke genkende det, der bliver skrevet om vores sport på diverse sociale medier. Når jeg kigger på de ridestævner, vi som klub afholder, de stævner jeg selv deltager i, og alle de arrangementer, hvor jeg oplever den danske ridesport, så kan jeg virkelig ikke genkende det billede, der bliver tegnet af ridesporten for tiden, fortæller Christina Madsen, der har taget initiativ til arrangementet. 

Lørdag den 14. september samt lørdag den 28. september fra klokken 12.00-15.00 inviteres der nemlig indenfor i cafeteriaet hos Cedergaard Sportsrideklub, hvor alle interesserede har mulighed for at møde flere professionelle ryttere og stille dem alle de spørgsmål, man skulle have. 

Copyright Ridehesten.com
Christina Madsen ønsker at vise alt det, ridesporten rummer af kærlighed, sjove stunder og gode minder. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Udover at få svar på eventuelle spørgsmål, er der rig mulighed for at få indblik i, hvordan sådanne stævner foregår, samt hvordan hestene håndteres i en stævnesituation. På den måde håber Christina, at hun, de professionelle ryttere og stævnedeltagerne kan skabe et positivt billede af, hvad ridesporten og kærligheden til hestene også rummer: 

Jeg synes det er ærgerligt, at der er så meget fokus på de enkelte tilfælde, i stedet for at se alle dem, der rent faktisk elsker deres heste og nyder dem. Vi har ikke noget at skjule, så jeg vil gerne byde alle interesserede velkommen, så de kan se, hvordan hestenes hverdag fungerer med alt det indebærer. Altså både fold, ridning, massage, bad i varmt vand, mash, foder og alt den kærlighed, vi giver vores heste, fortæller Christina om tanken bag initiativet. 

Copyright Ridehesten.com
Cedergaard Sportsrideklub inviterer indenfor til deres to kommende stævner. Foto: Privat.

Christina opfordrer på et Facebook-opslag alle til at dele budskabet, og håber at så mange som muligt vil gøre brug af denne mulighed. Cedergaard Sportsrideklub møder alle med åbne arme, hvor der er plads til en åben, høflig og interessant dialog blandt de fremmødte og rytterne. 

Jeg håber at folk har lyst til at komme ud og se det, som jeg ser, når vi afholder stævner. Glade heste og ryttere, hvor ros, godbidder og store smil er en kæmpe stor del af deres stævnedag, afslutter Christina Madsen. 

Se Christinas Facebook-opslag herunder: 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen