Københavnerridt med kamp til stregen

30-07-2007 15:52

Maja Golles

Holdkonkurrencen om DRF-mesterskabet i distanceridning gav i weekenden kamp til stregen og udfordringer med pløret. Det var en spændende omgang, og stævnesmeden har aldrig haft så travlt. 37 sko blev det til. Mesterskabet blev afholdt ved det årlige distancestævne ”Københavnerridtet”. Allan Paulsen på Adolar vandt den individuelle klasse, og hans hold tog også førstepladsen i holdkonkurrencen. Lene Køhlert vandt 86 km-klassen, og Ulla Gade vandt den ærefulde præmie for hest i bedste kondition. Københavnerridtet har start og mål i Bernstorffsparken, og ruten går gennem Jægersborg Dyrehave, Jægersborg Hegn, Rude Skov, Geels Skov og Ravnholm Skov. Distanceridning er ridesportens maraton, hvor kunsten er at komme først i mål i klasserne på fri tid (alle klasser på mere end 50 km) og ramme en idealtid i de kortere klasser. Ridtet overvåges af erfarne dyrlæger, som sikrer, at hestene ikke overbelastes. Hestene kontrolleres før, under og efter ridtet, og de må ikke have for høj puls, være halte eller vise tegn på overanstrengelse. Kilde: Dansk Ride Forbund og Lone Aalekjær

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner