Britt Carlsen
I sommeren 2005 summede der rygter i ridekredse; der var vist født en hesteklon i USA! De rygter blev bekræftet ved et pressemøde på stutteri Zangersheide i forbindelse med VM for ungheste i slutningen af september. Ikke alene var der født en klon af distancehesten, VM-vinderen Pieraz, men også afkom efter den danskejede tophingst Quidam de Revel.
Det gav anledning til en voldsom debat verden over, hvor især etikken i teknikken blev diskuteret igen og igen. Siden da er der født kloner af bl.a. ET, Calvaro. Rusty, Air Jordan Z, Livisto mfl. og de første kloner efter Air Jordan Z og Levisto har været i konkurrence ved UVM på Zangersheide.
Kloningsfabrik i Kina
Jyllands-Posten kan nu fortælle, at den kinesiske videnskabsmand og entreprenør Xu Xiaochun til næste år åbner verdens største kloningsfabrik i Kina. Han vil bringe kloning fra forsøgsstadiet til masseproduktion - målet er en million klonede køer årligt inden 2020. Under forberedelse er også kloning af heste, og kæledyrshunde.I Europa er kloning ikke tilladt, og set ser kinesiske videnskabsmand som en hindring for videnskabeligt fremskridt og et resultat af gammeldags tankegang.
Hestehandlere og avlere i Europa har ellers længe haft et godt øje til det kinesiske marked, hvor man fra flere sider spår, at her bliver det muligt at afsætte et anseeligt antal heste over de kommende år. Men hvis kineserne får mulighed for at klone Valegro eller Zenith, så får de kinesiske ryttere i sandhed noget at ride på i fremtiden. Tidligere har FEI forbudt kloner at starte til stævner, men det er en beslutning, som efterfølgende er trukket tilbage, men, lyder det fra FEI, man vil overvåge udviklingen især med fokus på hestevelfærden.
Hvordan gør man?
Helt forenklet går metoden ud på, at man fra et ubefrugtet æg fra en hest, fjerner æggets kerne (kromosomer der indeholder DNA). I stedet injiceres cellekernen fra en hudcelle fra den udtagne biopsi fra donorhesten. Når denne overførsel er sket under mikroskopet, stimuleres ægget til at påbegynde en deling, hvorved ægget ændrer status fra en oocyt til et blastocyt. Denne dyrkes i omkring syv dage indtil den når et sådant stadie, hvor den kan overflyttes til livmoderen på en rugemor. Præcist på samme måde, som det gøres ved almindelige embryo transplantationer. Metoden er dog langt fra enkel, og resultatet usikkert.
Læs mere om kloning i et stort tema i magasinet Ridehestens november nummer 2005.