Anna Pørtner
Schou Absolute Evolve tager endnu et skridt mod fremtiden med tilgangen af springrytter, træner og berider Kim Kjærgaard - en kapacitet, der fremover bliver en nøglefigur i udviklingen af både elever, ryttere og heste på Julianelyst ved Vejle.
Kim kommer med en mangeårig og succesfuld karriere bag sig - med resultater fra unghesteklasser til Grand Prix-niveau. Han har desuden erfaring som landsholdsrytter på seniorniveau og har tidligere fungeret som landstræner for de danske ponyryttere.
Som en del af Schou Absolute Evolve vil Kim udvikle skræddersyede programmer og tilbyde målrettet træning samt personlig sparring til unge ryttere med store ambitioner - alt sammen med fokus på at nå de højeste mål i sporten.
– Kim tilfører en unik kombination af erfaring, indsigt og evnen til at skabe resultater - både for heste og ryttere. Hans tilgang matcher vores vision om at være stedet, hvor talenter udvikles til internationalt niveau, siger Christian Schou, CEO for SCHOU ABSOLUTE.
Kim Kjærgaard ser frem til at bidrage til udviklingen af næste generation af ambitiøse ryttere:
– Jeg glæder mig utrolig meget til at komme tilbage, hvor det hele startede. Jeg var med til at starte Andreas og Christian op, og det går hånd i hånd med det, Schou Absolute Evolve ønsker at skabe. Jeg ser frem til at undervise og uddanne både unge, ambitiøse mennesker og heste - og samtidig bidrage med mine erfaringer fra sporten.
Schou Absolute Evolve er en underafdeling af Schou Absolute, drevet af Andreas og Christian Schou, med fokus på at udvikle unge springheste og -ryttere med internationalt potentiale.
/Pressemeddelelse.