Kathrine red Falsterbo på egen avl

17-07-2023 18:25

Annika Knudsen Lorentsen

I weekenden var Kathrine Nielsen til start i 5-års finalen ved Falsterbo Horse Show med hesten Armani KN. Hun fortæller, at det var en stor oplevelse, og et vigtigt skridt på vejen til forhåbentligt at kunne ride UVM

Copyright Ridehesten.com
Kathrine og Armani KN ved Dansk Varmblods Hingstekåring. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Tilbage i 2018 kom et lille føl til verden hos Kathrine Nielsen, som havde valgt at lave et føl på hoppen Cassandra med Action Man Ask Z som far. 

– Det var egentligt den spæde start på avl for mig, så jeg tænkte måske ikke så meget over det, men valgte at prøve at bruge en ung hingst. Det var nok lidt en tilfældighed, at det lige blev Action Man, men det er jeg rigtig glad for nu. Det er også sjovt at se, hvordan han nu gør det rigtig godt i sporten, for dengang var han jo en meget ung hingst, forklarer Kathrine, som netop har redet ved Falsterbo Horse Show for 5-års heste med netop det afkom hun fik tilbage i 2018. 

Navnet på hesten er Armani KN, og han er en stor skimmel vallak, som det sidste års tid har udviklet sig virkelig godt med Kathrine i sadlen. Sammen vandt de sidste år Dansk Varmblods Egnethedstest i Ikast, og så deltog de ved Unghestechampionatet i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring 2023. 

– Det var nok først rigtig ved egnethedstesten, at det gik rigtig op for mig, hvor god han var. Her fik jeg ham målt op imod nogle af de andre gode i Danmark, og det gav en god fornemmelse. Han havde jo kun gået et par stævner inden da, da jeg ikke følte han var klar før. Han er jo en stor hest, så han havde brug for lidt ekstra tid, forklarer Kathrine og fortsætter:

– Da jeg så kvalificerede ham til Herning, skruede jeg op for stævneaktiviteten, og han gik allerede LA ved indendørs DM på Vilhelmsborg i starten februar. Jeg gik måske lidt hurtigere frem end man ofte gør, da han jo skulle nå at blive klar, men samtidig var det vigtigt, at han ikke blev presset for meget og fik de bedste forudsætninger for at komme til Herning. 

Copyright Ridehesten.com
Kathrine og Armani ved Falsterbo Horse Show. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Flot præstation i Falsterbo
I Falsterbo leverede Kathrine og Armani to fejlfrie runder i kvalifikationerne, og det betød, at de i lørdags kunne ride ind på den store græsbane i 5-års finalen. Her holdt et enkelt nedslag dem desværre ude af den afgørende omspringning, men de leverede sammen en rigtig flot runde på den 125 cm høje bane. En højde, som man aldrig kan ride med en 5-års hest i Danmark, da de maksimalt må gå 120 centimeter. 

–  Det var en stor oplevelse at ride i Falsterbo, jeg havde glædet mig helt vildt. Det var sjovt at ride ind på den store bane og atmosfæren var virkelig fed. Jeg var selvfølgelig ærgerlig over, at jeg lavede en rytterfejl, som betød, at vi fik en bom i finalen. Jeg er selvfølgelig også rigtig glad, men den kunne jeg godt lige have undværet, siger Kathrine og fortsætter: 

UVM er det store mål. Om det bliver på Zangersheide eller Tops er ikke så vigtigt for mig, men jeg vil rigtig gerne med. Falsterbo er et skridt på vejen til at forberede ham på det, da man kunne ride lidt højere end herhjemme, og på den måde kunne han også prøve at gå i nogle store omgivelser. Han viste, at han kan være med på tiden og højden, og at han ikke er en hest der kigger. 

Nu får Armani en velfortjent ferie, mens Kathrine også selv er på ferie, og herefter begynder træningen igen frem mod at ride youngster tour ved DM-stævnet på Stutteri Ask i august, og Dansk Ride Forbunds championatsfinaler i slutningen af august. Herefter er håbet at blive udtaget til UVM. 

– Det gælder om at holde ham i form, men ikke ride benene af ham. Han skal holdes glad og forberedt, slutter Kathrine. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner