Britt Carlsen
I aften vil publikum sidde helt ude på kanten af sæderne og stemningen vil være helt i top, når de danske og udenlandske springryttere tørner sammen i en perlerække af spændende springklasser. Det er ikke nogen hemmelighed, at det i år er et ganske særligt Christmas Show. I år har Christmas Showet jubilæum og kan fejre 10 år med et stævne, der kun er vokset og vokset, og i dag er et af Skandinaviens allerstørste ridestævner. Ved siden af de mange konkurrencer, så er der også et stort standområde, hvor man har rig mulighed for at få klaret årets julegaveshopping.
Spirende stortalenter
Danish Derby Horse Shows har i år instiftet "Christmas Show Drømmelegatet" i samarbejde med Horsebook, hvor tre dygtige og ambitiøse ponyryttere hver vil modtage et legat på henholdsvis 20.000 kr., 5.000 kr. og 5000 kr. Ponyrytterne har allerede ansøgt om legaterne, og lørdag aften den 13. december i forbindelse med Basisbank Grand Prix vil de tre udvalgte ponyryttere modtage deres legater.
Den største finaledag
Lørdag vil det ene højdepunkt afløse det næste bl.a. højdespringning på mur, knock-out springning og Basisbank Grand Prix. Bliver rekorden slået i højdespringningen, kan den modige rytter glæde sig til at modtage en ny hestetrailer til en værdi af 70.000,- kroner. Vinderen af Basisbank Grand Prix kommer bestemt heller ikke til at gå tomhændet fra stævnet, men kan hjemtage en ny hestetrailer til en værdi af 175.000,- kroner. Dagen krydres i øvrigt bl.a. af en julekoncert og afsluttes af julefest med livemusik i både ridehallen og teltet. Og så vil der være mulighed for at købe julefrokost, ligesom man vil kunne købe dagens ret i teltet. Lørdag koster det 130 kr. at komme ind, billetterne kan købes ved indgangen, mens der søndag er fri entré, når der afvikles Youngster Cup finale. Og så skulle der være plads til alle interesserede tilskuere med langt flere tilskuerpladser i år end sidste år.
Man kan se startlister, starttider og resultater på DRF Live