Jørgen Ravn fylder 70 år i dag

24-11-2020 14:02

En af dansk ridehesteavls helt store profiler, den succesfulde opdrætter Jørgen Ravn, kan i dag fejre sin 70-års fødselsdag

Copyright Ridehesten.com
Dagens fødselar Jørgen Ravn. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

I 23 år har Jørgen Ravn drevet Gørklintgård med økologisk landbrug på over 150 hektar jord, men det er dambruget, han har arbejdet med alle sine dage. Jørgen er født på dambruget og har sidenhen tilkøbt Gørklintgård, og selvom landbruget er stort, så er dambruget hans primære erhverv og levebrød. Familien Ravn har avlet både kvæg, høns, hunde og heste, og avlen af ruhårede hønsehunde og varmblodsheste er stadig meget aktuel.

Hesteavlen er hobby, men den fylder meget på Gørklintgård; både fordi Jørgen har en meget passioneret tilgang til hesteavlen, men også fordi hestene er meget synlige i store flokke på markerne, og fordi gården er flot og praktisk indrettet til hesteavl med store løsdriftsstalde, hoppestalde og hingstestald, ridebane og ridehal mv.

På Gørklintgård fødes der hvert år omkring 30 varmblodsføl, der sælges over det meste af verden. I de seneste to årtier er stutterinavnet Gørklintgård blevet tiltagende kendt og anerkendt i den danske hesteverden igennem utallige resultater ved avlsarrangementer og mange succeser på ridebanerne.

Copyright Ridehesten.com
Hoppen Granada fotograferet som 21-årig under Ridehestens besøg. Hun er efter en af Jørgens foretrukne stamhopper Grendalin. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen.

Gørklintgård har i årenes løb vundet titler som årets føl, årets 2-års hoppe og årets hoppe med guldmedalje, ligesom stutteriet har produceret adskillige avlsgodkendte hingste, medaljehopper, vinderføl og succesfulde auktionsføl.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er Gørklintgård-hestenes sportslige succes, særligt på dressurbanerne, der har gjort stutterinavnet kendt langt ud over Danmarks grænser, og særligt har den internationale dressurhest Gørklintgårds Dublét gjort verden opmærksom på det danske stutteri.

Jørgen brænder for hesteavlen, og det er ham, der træffer beslutningerne om alt fra hingstevalg til køb og salg. Han bakkes op af sin familie, og hans hustru Birthe tager sig af regnskaberne, sønnen Thomas er ansvarlig for både drift af jorden og maskiner, og den ene af døtrene, Tina, er en fortræffelig fotograf og passer stutteriets hjemmeside samt markedsføring på sociale medier, hvor de udtryksfulde og velgående Gørklintgård-heste ofte fanger hestefolks opmærksomhed. 

Læs meget mere om Jørgen Ravn og Gørklintgård i magasinet Ridehesten 09/2018.

Tillykke med dagen!

Copyright Ridehesten.com
Jørgen Ravn en sommerdag midt i sin hesteflok. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner