Trine Askjær-Jørgensen
Mangeårig avler og stadig aktiv rytter, Jens Chr. Thorhauge, fylder 75 år i dag den 11. februar.
Han har flere kårede hingste på sit CV: Hingste udtaget til hingstekåringen og senest to hingste til forbesigtigelsen i 2020 (i en alder af 73). Han har også haft både hopper og føl med til eliteskue, elitefølauktion, Dansk Varmblods auktion under hingstekåringen osv.
Senest havde han bl.a. med Abkærs Rockabye e. Revolution/ Ferro dagens højeste karakter til Region 4's eksteriørkåring 2021 på Bøgegaarden og endnu en kåret hoppe i hovedstambogen med flotte karakterer.
Han har pt. to hopper i fol med hhv. Fynch Hatton/ Rosevelt og Blue Hors Kingston/ Revolution og er de seneste år begyndt at arbejde med nedfrysning af embryo-æg, der skal forsøges med til foråret, hvis alt går vel.
Jens har arbejdet med heste i USA og er i snart fire årtier kommet en del i Holland, hvorfra han i sin tid også startede importen af sæd fra hingsten Ferro. Jens og hans familie har været oppe på at få ti føl om året, men har for et par år siden begrænset det til omkring tre.
Han er stadig aktiv dressurrytter og rider dagligt flere heste, alle heste han selv har avlet og uddannet, som eksempelvis Abkærs Jacky e. Johnson/ Rosevelt, en 10-årig hoppe, der var udtaget til eliteauktion som føl. Jacky kan alle øvelser til Prix St. Georges, Inter I og Grand Prix.
Dertil har han hele sin karriere undervist en hel del i både ind- og udland, særligt USA i ca. 12 år, indtil han vendte hjem igen. Han har også købt og solgt heste i både ind- og udland, særligt USA, Norge, Sverige og Tyskland.
– Én af Jens' kæpheste er arbejdet med hestene fra jorden og i lange liner. Han har i mange år brændt for at hjælpe "problemheste" – dog er alderen ved at få ham til at indse, at fysikken nok ikke helt er den samme som for 30 år siden. Derfor er hans fokus nu overvejende på glæden ved avlen, den daglige træning og dét at uddanne en sund, glad og holdbar hest til den "almindelige" rytter, lyder det fra Victoria Mortensen Johnsen, der er formand for region 4's bestyrelse.