Irene Braun er gået bort

02-10-2015 12:37

Et kendt ansigt og en vellidt person i den danske hesteverden er ikke længere. I onsdags sov hingsteholder Irene Braun ind efter en umulig kamp mod kræften

Irene Braun flyttede i 1999 til Danmark for at bo sammen med sit livs kærlighed, hingsteholder Niels Grøndahl, som hun blev gift med i 2003 i Gravlev Kirke. Irene har de sidste 16 år været reservemor for Niels' to sønner Christian og Niels Peter. 

Irene kommer fra en tysk hestefamilie og har hele sit liv brændt for heste og ridesport. Hun har selv startet S-springning og har avlet mange sportsheste igennem tiden.

Da Irene trådte ind i Niels Grøndahls hingsteholderforretning, blev hun hurtigt kendt i danske avlerkredse for sin varme og venlighed, sin imødekommenhed og hjælpsomhed. Irene kunne altid finde en løsning og gik gerne langt for at gøre kunderne tilfredse.

Hun har altid haft en forkærlighed for hingste, og hun og Niels har med succes drevet Støvring Hingstedepot - i flere sæsoner med et nært samarbejde med Helgstrand Dressage. Irene havde et særligt godt øje til de ældre hingste, som hun yndede at tage sig af. Således gav hun elitehingsten Lucky Light et nyt liv, da han skulle på pension, og det samme gjaldt elitehingstene Michellino og Solos Landtinus.

Irene blev født den 9. oktober 1959 og skal begraves på sin 56-års fødselsdag i Gravlev Kirke, hvor hun for tolv år siden blev gift med Niels. Begravelsen finder sted fredag den 9. oktober 2015 kl. 11.00.

Æret være Irenes minde.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner