Thomas Bach Jensen
– Vi kan ikke negligere at hestebranchen er under pres, og dressurdelen i særdeleshed, og vi er i avlsledelsen derfor også nødt til at reflektere og stille spørgsmål i forhold til, hvorvidt de egenskaber som vi pt ligger højest vægt på i vores selektering af avlsdyr, også er de egenskaber som kommer til at vægtes højest i fremtidens rideheste, indledte talsperson for avlsledelsen i dressur Vicky Nortvig sin avlsfaglige beretning.
– Er store og spektakulære gangarter stadig et fokuspunkt til forbedring, eller er vi måske ved at være der, hvor vi med tilfredshed kan sige, at vi er ved at være i mål, når det kommer til type, funktion og rummelighed i bevægelsen i vores population. Måske fremtidens udviklingspotentiale også ligger i retning af at definere hvilket temperament og adfærd der er mest hensigtsmæssigt for at en dressurhest kan vise sig smidigt og afspændt og give et positivt indtryk på fremtidens konkurrencebaner, fortsatte hun.
– Årets kåringstur sidste sommer var, hvad angår kvaliteten af de fremstillede, en bekræftelse af den påstand og de fremstillede hopper ved Dansk Varmblods kåringer er overvejende af særdeles god type og med en passende ædelhedsgrad og funktionalitet. Så selvom vi i 2024 havde et år med en mindre nedgang i antal fremstillede heste, opretholdes alligevel en passende kvalitet i de udstillede heste, både hvad angår føl, 2 års og hopper til kåring, og vi fik udtaget en flot kollektion til årets finale, Eliteskuet på Vilhelmsborg.
Vicky Nortvig tog os igennem resultaterne af KRAFFT Eliteskue, og så satte hun fokus på træning og fremvisning af de unge heste i de forskellige avlsmæssige foranstaltninger, hvor hestene bærer rytter. Vicky gennemgik også resultatet af den nyligt overståede hingstekåring i Herning.
Bedømmelser af vallakker
Et fokuspunkt i avlsplanen, som vi er klar til at implementere fra i år, er bedømmelse af vallakker. Formålet er blandt andet at optimere på vores lineære data til indeksberegning. Vi går glip af data på halvdelen af vores population som det er nu og ved at bedømme en større mængde af begge køn kan denne mængde forøges, vores data optimeres og danne et endnu mere retvisende billede. En anden forhåbentlig sidegevinst ved at gøre bedømmelse af vallakker muligt er et ønske om at øge antallet af fremstillede heste ved vores arrangementer. Hvis vi skal sikre at vores arrangementer fortsat er fagligt interessante, attraktive for tilskuere og økonomisk rentable at afholde for regioner og forbund så er det en nødvendighed at opretholde et vis antal. Rent praktisk vil bedømmelse af vallakker foregå på samme vilkår og efter samme procedure som hopperne og de vil også ud fra samme høje kvalitetskrav kunne udtages til og opnå medalje ved Eliteskuet.
Vi arbejder løbende på at udvikle og åbne op for flere fremvisnings- og bedømmelsesmuligheder for en større mængde af DV avlede heste. Profilen på en avler i Dansk Varmblod er nemlig også under forandring. Der bliver længere og længere imellem dem der er opvokset i en avlerfamilie, har lært det fra barnsben og overtaget en fungerende hoppestamme. Mange af vores nye avlere kommer i stedet fra sporten og finder vej ind i vores avler-univers via en hoppe som har brug for en pause fra sporten eller pga. ønsket om at lave en aftager efter deres nuværende konkurrencehest. Der kan være et potentiale for at rekruttere nye medlemmer hvis vi rækker aktivt ud til ryttere og gøre dem opmærksomme på hvad vi kan tilbyde i Dansk Varmblod og hvorfor de skal vælge en DV-hest frem for en anden race, når de skal ud at finde deres næste konkurrencehåb.
Efter Vicky Nortvigs beretning kom Johnny Hansen på talerstolen og satte fokus på avlen af springheste:
– Vi har ikke så mange springheste, som i dressurafdelingen, men de er gode, indledte talsmand for avlsledelsen Johnny Hansen. Han viste en oversigt over, hvor mange heste af springafstamning, der er blevet bedømt over sæsonen. Han talte ind i, at avlsledelsen for springning har kørt mange km for at bedømme få heste. Derfor arbejdes der på at samle bedømmelse af heste med springafstamning på færre pladser.
Det er nu engang, når vi ser hestene under rytter, vi kan bedømme hestenes kvalitet, og derfor vil vi fremover se flere springheste redet ved fx Eliteskuet. Johnny Hansen talte også ind i vigtigheden af at få endnu mere fokus på ridelighed, for det har en stor effekt på, hvordan hestene vil klare sig i sporten fremadrettet.
Johnny talte også om, at mange nye avlere kommer fra sporten. – Vi ser flere hopper, som bliver kåret ved fx egnethedstesten.
Johnny Hansen talte også om hoppekåringsturen i USA, som han og Signe Wiese stod for i efteråret. - Det er vigtigt for os at være der. Der er udviklingspotentiale, understregede han. Og det samme er indtrykket efter sidste års kåringsweekend i Norge.
Johnny talte om ændringerne i afviklingen af materialprøven for hingste. – Det var en fornøjelse, og med tanke på hestevelfærd er det den rette løsning. Vores afsluttende materialprøve har aldrig tidligere fungeret bedre. Der har været rejst lidt kritik af, at hingstene først er færdigkåret som 5-års, men den kritik er nu forstummet.
Johnny talte også om vigtigheden af et korrekt eksteriør og god ridelighed på springhestene, fordi eksteriøret har indflydelse både på hestenes muligheder i sporten, men også af hensyn til holdbarhed og sundhed.
– Vi skal avle heste, der er ridelige, og det er vi godt på vej til, sluttede Johnny Hansen.