Hvordan opvarmer og løsgør du hesten til at yde sit bedste? Del 2

30-03-2019 07:55

Løsgjorthed er en forudsætning for alt videre arbejde, men hvordan opvarmer og løsgør du hesten til at yde sit bedste?

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvordan kan du forbedre og tjekke, om hesten nu i virkeligheden også er løsnet op i ryggen? Og hvilke øvelser kan være løsgørende for hesten?

Når hesten har fået den værste stivhed ud af kroppen, kan man begynde at galoppere, og det skal ligeledes være i et friskt arbejdstempo enten på hovslaget eller på store volter. For at få hesten til at slappe af i ryggen er det en god idé hyppigt at skifte imellem at trave og at galoppere, og gør hesten først det, er den meget lettere for rytteren at sidde på, og den reagerer langt bedre for hjælperne.

Alt efter hvor langt både hest og rytter er i deres uddannelse, kan man under opvarmningen anvende følgende øvelser:

  • Først skridt for lange eller løse tøjler, derefter
  • travarbejde i letridning på store buede linjer
  • galoparbejde, eventuelt i let sæde ligeledes på store buede linjer
  • overgange fra trav til galop og galop til trav
  • overgange fra skridt til trav og fra trav til skridt
  • schenkelvigninger og forpartsvendinger
  • at skifte imelle at ride direkte fra den ene cirkelvolte til den anden
  • enkelte slangelinjer på hovslaget og slangegange med 3-4 buer fordelt over hele banen
  • øget trinlængde i trav og øget springlængde i galop

For at forbedre og tjekke om hesten nu virkelig også er løsnet op i ryggen, kan man, mens man endnu varmer op, ind imellem de forskellige øvelser lade hesten arbejde med en "tydelig gradvis forlængelse af tøjlerne". Især i slutningen af opvarmningen kan an på den måde kontrollere, om hesten i alle tre gangarter er villig til at strække sig fremad og nedad.

Hvor lang opvarmning skal der til?
Hvor lang tid man skal varme op og løsgøre hesten er afhænigt af den enkelte hest, og hvor langt den er kommet i sin uddannelse. Som regel vil heste være løsgjorte efter 20-30 min. inkl. de 10 min. i skridt i starten.

Longering, løsspringning eller at lade hesten løbe frit i ridehuset eller på ridebanen kan yderligere indgå i opvarmningen og den løsgørende fase, men det er en forudsætning, at hesten stadigvæk skridtes 10 min., inden arbejdet påbegyndes. At skridte en tur i skoven inden der arbejdes er især godt for at slappe af psykisk.

Man kan også i slutningen af opvarmningen indlægge at ride over cavalettis, og hvis hesten og rytteren er tilstrækkelgt øvede, kan man ligeledes supplere med små gymnastiske springøvelser. Netop cavalettiarbejde og små gymnastiske springøvelser er særligt velegnede til at løsgøre hesten i ryggen. Man skal dog være opmærksom på, at man ikke overdriver dette arbejde, for så opnår man kun, at hesten i stedet for at slappe af spænder sig yderlgere.

Også når der skal springes eller rides i terrænet, er det et krav, at hesten principielt varmes op først, ligesom både hest og rytter skal være afslappede inden en skovtur, en jagt eller lignende. Kun på den måde kan man sikre sig, at man har den fornødne indvirkning og kontrol over hesten, hvilket er den bedste forudsætning for at undgå, at enten rytteren og/eller hesten kommer til skade.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er igen opstået spændinger hos hesten
Når man er nået til det egentlige arbejde - arbejdsfasen - må man, hvis der igen er opstået spændinger hos hesten, sørge for gennem løsgørende øvelser at komme dem til livs igen. Når ridetimen er ved at være slut i den såkaldte afslapningsfase, er det igen tid til at kontrollere, om hesten nu også er rigtig løsgjort, eller om der stadig er nogle skjulte spændinger til stede. Det gøres bedst ved at ride med en "tydelig gradvis forlængelse af tøjlerne".

I alle de forskellige faser skal man gentagne gange skridte for lange eller for løse tøjler, for både at give rytteren og hesten mulighed for "at få vejret".
Hvis hesten er nået længere i sin uddannelse, kan man ligeledes under opvarmningen indlægge følgende øvelser:

Fra hovslaget rider man schenkelvigning ind imod midten og ud igen
på den åbne side i en cirkelvolte lader man hesten træde over
at changere volten ved at ride igennem en cirkel
ved at ride ottetalsvolter
at formindske og forstørre volte (dvs. gradvis at gøre en volte mindre og for derefter gradvis at gøre den større igen)

Det er aldrig længden af det løsgørende arbejde, der er afgørende for, om det lykkes, for det er ikke meningen, at hesten skal gøres træt. Tværtimod - korrekt systematisk udført løsgørende arbejde skulle gerne resultere i, at hesten får mere lyst og bedre mulgihed for at gøre det, man forlange af den samtiig med, at den opnår en indre tilfredshed.

Hvis du har brug for hjælp til din træning, kan du finde meget mere inspiration HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner