Anne-Sofie Schou Munk
Ditte tager hånd om den mentale del af de udfordringer der kan være mellem hest og rytter, og Claus kan som fysioterapeut og akupunktør dække den del der handler om det fysiske samarbejde.
Ditte starter med at fortælle lidt om hvordan telepati virker, og at hun ikke selv er rytter.
Ditte forklarer at hesten har brug for struktur og klarhed, men frem for alt, er det ifølge Ditte, vigtigt at vi som håndterer hestene, er i nuet og er opmærksomme på, at de tanker og følelser som findes inde i os selv, dem opfanger hesten, og det reagerer den på.
Hun kommer med eksemplet, at når du i tankerne allerede er på vej ud i skoven når du stiger op, så går hesten inden du har sat dig i sadlen, så holder du i den, og bliver måske sur. Her mener Ditte at der allerede kan opstå en misforståelse, for hesten har læst dine tanker, og gør faktisk bare det du bad om.
Claus Toftgaard åbner sit indlæg med at han giver de her workshops om ” Hvad tænker og mærker hesten mon?” for at hæve hestevelfærden i Danmark, fordi han ”virkelig ikke bliver imponeret over hvad han ser” når han kommer rundt i stalde og til stævner.
Claus fortæller lidt om hvordan en rytterkrop burde fungere, og hvordan det er meget lettere at rette på rytteren end på hesten. Han understreger som Ditte, at selvom en hest næsten altid er venstre- eller højrestyret, så er det som oftest en rytterfejl når hestene får problemer. Claus mener at sunde og glade heste, har ryttere der kan mærke både deres egen og hestens krop, og ryttere som forstår at de kan træne varieret uden at miste præmier på stævnepladserne.
Efter en grundig gennemgang af ekvipagen Sascha og Buddy fra både Ditte og Claus, giver Claus nogle gode tips, bl.a. anbefaler Claus, at hvis du sidder med benene meget overkors, skal du huske at skifte side, så bliver du mere ligesidet.
Som en sløjfe på et informativt oplæg, får publikum til sidst at vide, at hvis de skal hjælpe deres hest, skal de altid kigge på sig selv først.” vores fysiske udfordringer går også ud over hesten”. ” Hvis vi vil have at hesten skal svinge, skal vi også selv svinge”.