Unghestene imponerer på rideligheden

06-03-2025 22:26

VIDEO: Her til aften har de unge 5-års springheste været på banen for anden gang i Dansk Hesteforsikring Unghestechampionat ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Dommerne var endnu en gang meget imponerede over de unge heste, der leverede mange flotte runder

Copyright Ridehesten.com
I dag blev de unge heste virkelig belønnet for deres ridelighed. Her ses Bøgegårdens Zamir med Jacob Theodor Schmidt i sadlen. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

Igen i aften så vi ligesom i går hele 33 styks 5-års springheste på banen i anden afdeling af Dansk Hesteforsikring Unghestechampionat. Her var det endnu en gang den hjemmeavlede Utzon Ais e. Syvhøjegårds Unforgetable S DWB/ Chandler (opdr. Anni og Iben Just Madsen), der imponerede dommerne lidt ekstra, og med det højeste resultat samlet, kan de nu se frem til en tur under testrytter Lars Bak Andersen efter flot bedømmelse fra de to dommere, Bo K. Møller og Bo Kristoffersen.

Gårsdagens vinder, Iben Just Madsen red i dag på banen med stor selvtillid i sadlen på sin hjemmeavlede Utzon Ais, og igen i dag viste Iben den 5-årige vallak rigtig flot frem med stort overskud. Det blev da også endnu en fejlfri runde til ekvipagen i dag, hvortil dommerne kommenterede: 

– Du var iskold og fik startet på en rigtig god rytme. Vi ser her en hest der er totalt i balance, den changerer g gør lige hvad du beder den om. Den springer med sådan et overskud, så det er helt fantastisk at skulle kommentere på det. Den har en rigtig dejlig galop, det er svært at sige noget negativt. Det eneste er måske, at den er en lille smule åben foran. Når de bliver noget større skal den nok tage forbenene med op, den er jo forsigtig nok.

Utzon Ais blev også flot belønnet med 8,5 i teknik, 9 i galop, 9 i kapacitet og 9,5 i ridelighed. Dermed blev ridelighedskarakteren altså den højeste karakter, der overhovedet var givet i konkurrencen indtil videre. Det sikrede dem altså også en foreløbig førsteplads i konkurrencen, både med dagens resultat men også med sejren i går, hvor de samlet ender på 528,75 point og dermed klar til testrytter Lars Bak Andersen. 

Copyright Ridehesten.com
Iben Just Madsen på hjemmeavlede Utzon Ais. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

Det var dog ikke kun Iben og Utzon Ais, der kunne glæde sig over et meget flot resultat i dag. Det kunne Jacob Theodor Schmidt også. I sadlen på Bøgegårdens Zamir e. Bøgegårdens Zidane/ Carano (opdr. Stina & Jørgen Schmidt), der i går blev fjerde bedst, sikrede han sig nemlig et resultat ligesom Ibens, hvor der også her blev givet karakteren 9,5. Dommerne kommenterede følgende: 

Det var en rigtig dejlig forestilling. Det er jo fedt at stå her, og der bare kommer den ene dejlige hest ind efter den anden. En lidt kortbenet hest, men når det så er sagt, så er det en hest med en god galop. Den er sindssygt ridelig, den har stort set ikke sat et ben forkert rundt på hele turen. Den går frem, når du beder om det, venter når du beder den om det. Kapacitetsmæssigt rækker det også langt hen af vejen. Teknikmæssigt er det nok den hest vi har set hele dagen, der har sprunget bedst bagtil. Den har rigtig meget kraft i sit afsæt og springer rigtig godt op gennem ryggen.

Den velspringende Zamir blev da også belønnet med 9,0 i teknik, 8,5 galop, 9 i kapacitet, 9,5 i ridelighed, og sammenlagt med gårsdagens resultat ender parret altså på en score, der hedder 523,75 og er dermed også en af de 20 bedste, der er gået videre til testrytter. Det vil også sige, at både første- og andenpladsen og altså de to førende heste i unghestechampionatet begge er efter hingste fra Bøgegården. 

Copyright Ridehesten.com
Dagens dygtige dommere, Bo Kristoffersen (tv.) og Bo K. Møller (th.). Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

Gårsdagens andenplads, Megan Enggård e. Clarimo/ Come Back II (opdr. Hanne & Jens Aage Hansen) viste ligeledes rigtig god stil rundt på banen i dag. Den 5-årige hoppe ejes af Stutteri Hillock v. Trine Hermansen og Leif Konradi, som købte hoppen som føl, og nyder nu at se hoppens rytter Pernille Tribler uddanne hesten. I dag blev den dygtige hoppe også flot belønnet, hvor dommerne sagde: 

En super fin runde, den kan ikke helt løbe fra dens afstamning med Clarimo, det er meget typisk den, at den er lidt over det hele. Det styrer du rigtig fint. Den springer helt fantastisk med en fantastisk teknik gennem kroppen, hurtige reaktioner, afvikler springet rigtigt, springer med overskud, har en fremadgående, energisk og rummelig galop, så det eneste er en lille smule i dag med et par ekstra galopspring her og der, men det er sådan det er med ungheste. Det her er uden tvivl en fantastisk hest.

Med de flotte kommentarer fik Megan Engård 9 for teknik, 8,5 i galop, 9 i kapacitet og 8 i ridelighed. Sammenlagt med gårsdagens resultat ender parret på i alt 518,75 point og altså klar til testrytter senere på weekenden. 

Copyright Ridehesten.com
Pernille Moos Tribler og Megan Engård. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

I morgen har de unge springheste en velfortjent hviledag, hvorefter de 20 bedste skal testes af Lars Bak Andersen henholdsvis lørdag og søndag. Hestene bliver delt op i to klasser, så Lars tester det ene hold lørdag og det andet hold søndag, hvorefter vinderen af dette års unghestechampionat bliver fundet. 

Som nævnt, var dommerne igen meget begejstrede over niveauet i årets unghestechampionat, og i videoen nedenfor, kan I høre dem fortælle mere om dette:

Klassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner