Annika Knudsen Lorentsen
Læs Dansk Ride Forbunds skriv nedenfor:
Svaret er, alt hvad vi overhovedet kan. Men måske kunne vi i endnu højere grad have informeret vores omverden om, hvad der er foregået, hvad vi foretager os, og hvad vi sigter mod. Det håber vi, at et kig ind i maskinrummet måske kan gøre tydeligere.
En lille brik i et stort, forvirrende spil
Siden statsminister Mette Frederiksen den 11. marts lukkede Danmark ned, har virkeligheden været en helt anden for os alle. Ingen af os har oplevet at stå midt i en pandemi før, og som en naturlig følge af det, har vi alle gjort, og gør fortsat, alt hvad vi kan for at efterleve de love, regler og retningslinjer, der kommer fra myndighederne. For ridesporten konkret har det bl.a. betydet, at vi fra den ene dag til den anden har skullet forholde os til et forsamlingsforbud, der har besværliggjort selv de mest normale aktiviteter, såsom at passe og ride sin hest eller afholde elevskoleundervisning, og derudover har gjort afvikling af arrangementer nærmest umuligt. Dansk Ride Forbund er ikke en myndighed, men vi er en instans, som rigtig mange vender blikket mod, og derfor har vi naturligvis, efter bedste evne, forsøgt at videreformidle myndighedernes budskaber. Vi føler et enormt stort ansvar for at kunne hjælpe og vejlede vores klubber og ryttere til at håndtere situationen bedst muligt, men når de forskellige myndigheder ikke er enige om én fælles tolkning, så bliver det svært for os som forbund, og vi kan ikke bare tolke love, regler og retningslinjer til ridesportens fordel.
I vores forsøg på at tolke alle de nye regler og retningslinjer, har vi været i tæt dialog med både myndighedernes Corona-hotline, Rigspolitiet og ikke mindst DIF. Men ridesporten er blot en lille brik i det store spil, og alene under DIF er der yderligere 61 specialforbund med ønsker og behov for netop deres idrætsgren, fuldstændigt som os. Det er altså et komplekst puslespil, der skal lægges, og selvom vi endnu ikke er kommet helt i mål med vores ønsker, er vi uden tvivl blevet hørt. Det er bl.a. kommet til udtryk i de opdaterede retningslinjer fra Kulturministeriet, DIF og DGI pr. 13. maj, hvor der konkret blev givet grønt lys til opstart af ’turneringer’ i ridesporten, mens andre forbund forsat afventer. Desværre er der fortsat forskellige tolkninger af forsamlingsforbuddet fra Rigspolitiets side, som gør, at der reelt ikke vil kunne afholdes et stævne, så vi står lige nu i en situation, hvor den ene myndighed giver grønt lys, og den anden trækker i bremsen.
Ét spørgsmål - mange forskellige svar
Forskellige fortolkninger er også en udfordring de forskellige instanser imellem. Et af de mest omdiskuterede spørgsmål er brugen af ridehaller, hvor mange klubber, elevskoler og ryttere har oplevet at få forskellige svar, alt efter om de har talt med Rigspolitiet, Corona-hotlinen eller deres lokale politi, og nogen har tilmed oplevet, at nabogården har fået tilladelse til at benytte ridehallen, mens man selv har fået afslag. Til alt dette må vi bare sige, at vi forstår jeres frustrationer og deler dem. Vi har svært ved at forstå, hvordan der kan tolkes så forskelligt på den samme lovgivning, men vi kan ikke trumfe politiet.
Hvorfor har DRF ikke fået hul igennem?
Vi har fuld forståelse for, at det kan være svært at gennemskue, hvorfor vi som forbund ikke bare har grebet knoglen og ringet til Kulturministen, eller hvorfor vi ikke bare har aktiveret vores store netværk. Virkeligheden er den, at myndighederne kun har såkaldte sektor-forhandlinger med ’de store spillere’, og vores store spiller i ridesporten er DIF. Havde vi været mere aggressive i vores tilgang, og havde vi rent faktisk haft held med at få hul igennem, ville det have kompromitteret DIF’s tyngde og momentum i forhandlingerne med Kulturministeriet, og det kunne have fået negative konsekvenser for alle idrætter. Konkret foregår processen sådan, at alle specialforbundene har ugentlige fællesmøder med DIF, suppleret med opfølgende mails og statussamtaler. Her byder vi aktivt ind med input, ønsker og kommentarer, som DIF tager med sig videre i forhandlingerne med Kulturministeriet (KUM). I forhandlingerne med KUM er der tale om en konstant afvejning af, hvor meget, der kan åbnes, og for hvem – hele tiden med det for øje at undgå for stor smittespredning. Får vi f.eks. tilladelse til én ting i ridesporten, betyder det, at et eller flere andre forbund bliver forbigået. Med i afvejningen er også en faktor som forbundenes størrelser, og som det 7. største forbund under DIF har vi mange medlemmer, og eventuelle lempelser i vores sport kan have større betydning for smittespredning, end de vil have for mindre forbund med færre medlemmer. Her må vi altså erkende, at vi som en stor idrætsgren har et stort ansvar.
Dét arbejder vi på
Nu ved I, hvordan vi arbejder, og så er det næste logiske spørgsmål vel nok, hvad det konkret er, vi arbejder for på den korte og mellemlange bane. Først og fremmest arbejder vi benhårdt på, at samme tolkning af forsamlingsforbuddet skal gælde for både arrangementer og i hverdagen. I vores optik vil dét være det mest logiske, og vi vil undgå de mange misforståelser, frustrationer og kreative løsninger, som vi ser lige nu. Hvis forsamlingsforbuddet så hæves til 30 eller 50 personer pr. 8. juni, og vi samtidigt tolker det som x antal personer ad gangen og ikke totalt, så ser det endelig ud til, at vi kan begynde at afvikle de stævner og aktiviteter, som vi alle sukker efter. Vi ved også, at det for mange af jer er mindst lige så vigtigt - eller måske endda vigtigere - at få åbnet ridehallerne. Måske fordi jeres baner er for våde eller tørre, fordi jeres elevryttere ikke er rutinerede nok til at ride udendørs, eller fordi I er i gang med en specifik genoptræningsplan, som kræver et bestemt underlag. At ridehallerne overhovedet betragtes som indendørs idrætshaller, og dermed skal holdes lukkede, undrer utvivlsomt alle os, der nogensinde har sat fod i en ridehal. Det næste skridt er derfor at få åbnet ridehallerne, og vi hæfter os ved, at regeringen forbereder en åbning af indendørs idræt uden kropskontakt i fase 3, som begynder den 8. juni, og vi arbejder hårdt på, at ridehallerne er selvskrevne til at høre under. Vores erfaring fra de seneste 9 uger er, at intet er logisk, selvskrevet eller kommer af sig selv, og derfor er vi nødt til fortsat at være vedholdende og levere alle de gode argumenter, så vi kan få skabt den fornødne accept og forståelse.
Vi har en fælles opgave foran os
Lad os slutte, som vi startede, med at understrege, at vi i DRF gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at hjælpe ridesporten gennem krisen. Vi er alle på samme hold, og vi kan kun nå vores fælles mål om at få åbnet vores sport op igen, hvis vi arbejder med og ikke mod hinanden. Derfor slutter vi af med en lille bøn; Lad os i fællesskab sørge for bidrage så meget som muligt til at mindske smittespredningen ved at overholde myndighedernes regler og retningslinjer uden at forsøge at finde smuthuller for egen vindings skyld. Ikke alene kan det øge smittespredningen, hvis vi er uforsigtige, men vi risikerer også at sætte vores elskede sport i et dårligt lys i medierne, og det er der ingen af os, der har interesse i. Lad os sørge for, at det i stedet bliver de positive historier om en ridesport, der står sammen og trodser hårde odds, der kommer til at fylde folks bevidsthed.