Horsens Rideklub nærmer sig drømmen

14-01-2016 14:03

Horsens Rideklub har i mange år drømt om at opføre et helt nyt moderne ridecenter ved Rugballegård. Nu er den drøm tæt på at gå i opfyldelse 

Copyright Ridehesten.com

Den 12. januar var der møde i teknik- og miljøudvalget, og her godkendte politikerne en lokalplan for Rugballegård. Det betyder, at der nu er mulighed for at et nyt byggeri endelig kan gå i gang på adressen syd for Bygholm Sø. Det bragte stor glæde hos Horsens Rideklub, der de seneste 8 år har haft planerne på tegnebrættet af et nyt moderne ridecenter. Det er dog stadig usikkert, hvornår det første spadestik tages.

Den daglige leder af Horsens Rideklub, Helle Købke, forklarer:

- Det er svært at sige, hvornår vi kan gå i gang, før processen ved kommunen er helt færdig, men med lidt held kan det blive i løbet af i år.

Horsens Rideklub er nu i fuld gang med at finde de nødvendige økonomiske midler til projektet. Derfor sætter rideklubben nu gang i en større pengeindsamling for at få mulighed for at føre deres drøm ud i livet. I den forbindelse har Horsens Rideklub kontakt til enkelte firmaer, der skal hjælpe dem i denne proces.

Det er fortsat muligt i de næste seks uger, at offentligheden kan komme med indsigelser eller kommentarer til projektet, før lokalplanen endeligt vedtages. 

Kilde: Horsens Folkeblad

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner