Hestens langtidshukommelse sat på prøve

20-10-2013 07:59

Hvis du lærer din hest noget, så husker den det i årevis, også selv om I ikke træner det i den mellemliggende periode – det viser ny forskning

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto: Ridehesten.com

Det lader til, at elefanter ikke er de eneste store dyr med en imponerende hukommelse: fransk forskning viser, at heste også er i stand til at huske, hvad de lærte for længe siden – på godt og ondt.

Forskerne testede 26 heste, der to år forinden var blevet anvendt af forskerne til forsøg med indlæring via positiv og negativ forstærkning. Bl.a. havde hestene da lært at bakke på kommando og forcere en forhindring, når en klokke ringede. Nu testede forskerne så hestene evne til at huske de to ting to år senere, uden hestene havde trænet opgaverne i mellemtiden.

Alle hestene viste en solid langtidshukommelse i begge opgaver, uanset om om der var blevet anvendt positiv eller negativ forstærkning i indlæringen, og uanset hestens temperament.

Forsvandt den positive eller negative forstærkning, holdt hestene dog op med at ville udføre opgaverne på kommando, og her spillede temperamentet en rolle. Frygtsomme heste fortsatte med at bakke på kommando længst (her var anvendt positiv forstærkning i form af en godbid), mens det var de mindst følsomme heste, der fortsatte længst med at forcere forhindringen (negativ forstærkning gennem luftpust).

Tidligere forskning har peget på, at heste faktisk er i stand til at huske i op til hele 10 år.

Undersøgelsen ’Characterization of long-term memory, resistance to extinction, and influence of temperament during two instrumental tasks in horses’ offentliggøres i en kommende udgave af Animal Cognition.

Kilde: The Horse

Find hele undersøgelsen her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner