Camilla Tiefensee Schrøder
For mennesker, der har været ramt af stress, kan heste bare noget helt specielt, som man måske godt kan driste sig til at sige, at der er mangel på i dagens Danmark. Heste er gode til nærvær.
Det hænger sammen med, at heste bare er der – de følger deres natur og tænker ikke analytiske tanker på samme plan, som vi mennesker gør, og med den viden in mente, kan man få endnu større glæde af sin hest, fordi den kan minde dig om bare at være i nuet sammen med den.
Heste kan være med til at skabe udvikling hos mennesker via de såkaldte spejlneuroner. Hvis man er sammen med en rolig og nærværende hest, kan man overføre den ro til sig selv. Omvendt kan hesten også vise dig med sin adfærd, hvis du er anspændt og stresset, fordi den via sine spejlneuroner vil være et spejl for dig og dine følelser.
På hesteryg er der meget sansning at hente, hvis man for en stund lukker af for tanker om praktiske gøre mål og tidshorisonter og bare er nærværende sammen med hesten. Hestens lyde, dufte og kommunikation med os mennesker kan være balsam for sjælen.
Hesten kan være et vendepunkt
For mennesker med angst, stress eller selvskadende adfærd kan hesteassisteret udvikling betyde et sandt vendepunkt, fordi heste med deres unikke nærvær og tavse kropssprog skaber god kemi og nye hjernebaner i en hjerne, hvor stress eller angst måske har haft fat.
– Når mennesker har stress og posttraumatisk stress, er den del af hjernen, som vi kalder den følende hjerne, hele tiden i flugtberedskab. Der er blevet dannet nogle hjernebaner, som går den vej, og det gælder om at danne nogle nye hjernebaner – men det kan være umådeligt svært. Man kan ikke gøre det som en viljesakt, så i stedet skal det ske ved at vække det empatiske system, fortæller hun, og her kommer hesten ind i billedet, siger Marie-Louise Demant til Socialpædagogen Online.
Når man rører ved en hest, sætter det nemlig gang i nogle kemiske processer i hjernen, som minder om den, en nybagt mor får, når hun ammer sit barn.
Derudover mener Marie-Louise Demant også, at heste kan være med til at styrke, at man bliver et modigere menneske, fordi man omgås så store og stærke dyr og skal tage lederskab over dem.
Hvis man er stressramt, kan det være svært at mærke kroppens behov og signaler, fordi man i høj grad er i sit eget hoved. I den forbindelse kan heste hjælpe mennesker til at komme ud af hovedet og ned i kroppen, fordi de kommunikerer nonverbalt med os. Vi er med andre ord nødt til at bruge kroppen til kommunikation med hesten – og det kan i mange tilfælde være hensigtsmæssigt.
Kilde: Socialpædagogerne