Cecilia Lindahl
Man skal have en vis erfaring, inden man giver sig i kast med uddannelse af ungheste. Eller man skal have en erfaren træner ved sin side, således at man sikrer hele tiden at være på rette vej i uddannelsen. De fleste ryttere sætter sig op på hesten med de bedste intentioner. Men de glemmer måske det psykiske spil mellem hest og rytter, glemmer at den unge hest endnu ikke har lært rytterens hjælpere at kende. Dermed giver man ikke hesten en chance, for den er et flugtdyr, som følger sine instinkter og løber væk fra det, den ikke forstår eller det som påfører den smerte eller ubehag.
Begyndende samling af unghesten
Det er helt misforstået unghesteridning ikke at støtte hesten ved at holde en konstant forbindelse til dens mund. For nogen er det blevet en "hellig ko", at hesten skal gå så frit uden støtte fra biddet og uden at blive stillet og bøjet som voltesporet. Det er misforstået unghesteridning.
Vi skal huske på, at vi ved at sidde på dens ryg, har bragt hesten ud af balance, og det er vores opgave igen at bringe den i balance. Gør vi ikke det, rider vi den i princippet lige hen til slagtehuset.
Takt og rytme, stilning og bøjning er altafgørende for den rigtige uddannelse af en unghest. Hesten skal gå taktmæssigt gennem hele sin krop, den skal holde samme takt og rytme i både for- og bagben.
Hvis hesten er stillet og bøjet som voltesporet, så træder det indvendige bagben ind under hesten, og på den måde er man i gang med at lave samling. Men blot en lille forbøjning kan betyde, at rytteren tror, man er ved at lave samling, men i stedet for at få vægt på det indvendige bagben, så forlægger hesten vægten ud på udvendigt forben, og så opnår man det modsatte af samling.
Samling kan man altså opnå ved at ride de rigtige spor på ridebanen. De rigtige spor betyder i dette tilfælde de spor, som er medvirkende til at samle hesten på det uddannelsestrin, de befinder sig på. Spor (volter, vendinger, hjørnepassager og slangegange), som er medvirkende til at opbygge hestens muskulatur, og som ikke er for krævende i forhold til hestens alder og uddannelsestrin.
En 3- eller 4-års kan derfor ikke gå en 10 m volte med den rigtige takt og bæring, for det er den simpelthen ikke stærk nok til at kunne. Den erfarne rytter er også klar over, hvor meget man kan tillade sig at arbejde på volter med de unge heste. For meget voltearbejde er krævende for unghestens bagpart, idet den samling, man derved opnår, trætter hesten. Resultatet er, at hesten begynder at gå imod tøjlen eller gøre andet for at aflaste sin bagpart.
Det er klart, at man ikke kan bede en unghest om at gå på en mindre volte i længere tid. Derimod vil en cirkelvolte på 18-20 m være passende, men husk vi veksler stadig mellem samlingsgraden (samling og "længning"), derfor skal man veksle mellem at ride på volte og i ligeudretning. De samme øvelser kan udmærket også foregå i skoven, men husk at ride på begge volter.
Ridning på hovslaget
Vi forlanger heller ikke af den helt unge hest, at den konstant skal blive på hovslaget. Ungheste bør have en større ramme at arbejde i, end de mere uddannede heste. Men det er klart, at den unge hest skal bringes mere og mere ind under hjælperne, så bliver rammen om hesten også gradvist mindre.
Hesten skal ligeudrettes på langsiden, dog med en let stilning til indvendig side i hestens nakke, og vil den forsøge at søge ind mod midten, kan rytteren korrigere for dette ved at lede hesten ud mod hovslaget med den udvendige tøjle. Samtidig med holder man indvendige schenkel ved – og understøtter denne hjælp ved at berøre hesten med pisken på den indvendige skulder. Husk, det at holde schenklen ved aldrig er konstant. Når schenklen lægges ved, giver man et tryk eller et lille spark. Så snart hesten reagerer tilfredsstillende på hjælpen, sidder man igen stille. Det er også en god idé at bruge stemmen til at bibeholde hestens fremaddrift. Det er langt lettere at korrigere en hest, der er i naturlig fremdrift, end en hest som går under tempo.
Ro, takt og bæring
Man må ikke fokusere på, at den unge hest skal "gå ned med hovedet". Det, man skal koncentrere sig om, er at få fremaddriften og takten på plads samtidig med, at man holder en konstant men let kontakt til hestens mund. Så kommer hestens naturlige holdning af sig selv.
For at få den korrekte holdning frem, kræver det, at man rider med en god takt og rytme. Det bedste tempo for den enkelte hest er tempo, hvor dens balance er optimal. Bliver man f.eks. ivrig og rider for meget frem for at få en stor travbevægelse, så løber hesten så at sige over takten, og skridtlængden afkortes for at den kan genfinde sin balance.
Rider man for langsomt, bliver der for lidt afskub, eller også går hesten i kandenceret trav, og det er en falsk bæring, som er nedbrydende for hesten. Fremadsøgning – ro – takt og bæring er nøgleordet.
Den rigtige form
Enhver hest så gå i den rigtige takt og bæring, således at det afskub, der kommer fra bagbenene, giver den form, hesten har foran. Det man skal vurdere, når man betragter hesten er – hvordan skubber hesten af bagfra i forhold til hvordan den bærer sit hoved og hals? Hvordan er hesten bygget? Har hesten f.eks. en lavt ansat hals, så e det helt misforstået, at man vil forsøge at ride en sådan hest endnu længere frem og ned. For på den måde flytter man ikke vægt fra forparten til bagparten.
Hvis man har en hest med lang lænd og lav ryg, så må man ikke ride den højt foran, men i stedet forsøge at ride den frem og ned for at få ryggen op og lænden styrket.
Ud fra hesten bygning afgør rytteren hvilken form, hesten skal arbejdes mest i. en hest på fold forskyder hele tiden sin vægt alt efter hvad den laver, om den græsser, leger, løber eller får øje på noget, der kræver dens opmærksomhed. På samme måde bør rytteren også kunne forskyde hestens vægt i træningen og vælge den form, som gavner hesten mest.
I ’Dressur med hjerte og forstand’ videregiver Hasse Hoffmann nogle af sine bedste råd til rytterne, både i forhold til grunduddannelse af hest og rytter, samt de enkelte øvelser – fra unghest til grand Prix. Køb bogen til 349 kr. HER.
