God dansk start på springbanen i Falsterbo

11-07-2019 13:33

Britt Carlsen

Igen i år har Danmark, helt ekstraordinært, fået plads i Longines Nations Cup, på fem-stjernet niveau. I dag var samtlige danskere i aktion og det så godt ud! Der blev også lidt dramatik i klassen (advarsel mod voldsomme billeder)

Det store springstadion ved Falsterbo Horse Show er på græs, en bund der bliver passet og plejet, og danner et godt underlag for rytterne. Alligevel gav bunden anledning til lidt dramatik, idet et par ryttere fik udfordringer med et blødt højresving efter forhindring nr. tre. Iblandt dem svenske Malin Baryard-Johnson og H& M Sevond Charnce, som gled i vendingen, men holdt sig på benene. På trods af dette lykkedes det for Marlin at sikre sejren. Den franske rytter Felice Bertrand var ikke lige så heldig, hun styrtede i vendingen og fik hesten over sig. Heldigvis kunne hun selv gå fra banen med støtte fra sine holdkolleger og samaritter. 

God dansk start
Kristian Skovrider er holdleder for de hjemlige springryttere i Falsterbo, og han var særdeles godt tilfreds med den måde heste og ryttere kom igang med banen i dag. Den første klasse bruges af mange til at vise deres heste banen og forhindringerne, uden at jagte efter tiden. Kim Kristensen og Albert K. e. Heartbeat (opdr Søren Knudsen) var fejlfri med masser af luft til bommene. Og han kom i mål i en tid, som gav ham en placering i klassen. 
Thomas Sandgaard har fået plads i Falsterbo efter Kasper H. Hansen er blevet skadet, og ikke kan ride. Med Amarone var han fejlfri med to tidsfejl. Andreas Schou fik et nedslag på A-Girl e. A-dur som sprang særdeles overbevisende banen rundt. Også Søren Møller Rohdes avlshingst Todt un Prince Ask e. Baloubet du Rouet ser ud til at være i form, de fik fem fejl, og det samme fik Torben Frandsen på Quirock e. Quidam de Revel.

- De par nedslag som rytterne fik betyder ikke noget. De ser klare ud, understreger Kristian. Holdrytterne er kvalificerede til fredagens Grand Prix-klasse, og både Andreas Schou og Torben Frandsen vil forsøge at kvalificere sig ind i lørdagens Derby. Longines Nations Cup finder sted søndag. 

Tina Lund kom til Falsterbo med en frisk sejr fra Bækgaarden Grand Prix, og hun var fejlfri og placeret med Cloi e. Qurado.

Se resultatet af klassen HER

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner