Anja Nielsen
Ja! Det er det da! Det er i hvert fald drømmen, ønsket, håbet, når vi tager afsted om morgenen.
Det er bare dét, at drømmen nogle gange bliver afløst af den grumme virkelighed, hvor hverken stævnerytter eller forældre fik det de håbede på.
I stedet ender det med diskussioner og afmagt. Ikke den fedeste cocktail, når formålet er at ride sit bedste på dagen.
At være bedst på dagen. Det er humlen. Meningen med turen. Bedste udgave af sig selv og gerne bedst af dem alle.
”Men, Anja. Det handler da bare om at have en god tur. Dét er i hvert fald det vi tror på i vores familie.”
Det er jeg som sådan ikke uenig i. Den gode tur er individuel og derfor er ”en god tur” meget forskellig fra rytter til rytter.
Definitionen på ”en god tur” bør specificeres ned til mindste detalje for enhver rytter, for at være helt klar i spyttet på den forventning vi har med vores kommende ridt.
Ender vi i ”vi ønsker bare en god tur” fælden, er det ofte én af to ting der er gældende:
Begge scenarier kommer fra frygt. At vi i bund og grund er bange for at satse det hele og gå all in. Noget har snuppet pusten.
Det bringer mig tilbage til snakken om, hvordan det er at være forældre til en stævnerytter.
Forleden havde jeg en samtale med en af mine Powerminders mor, lad os kalde hende Bente.
(For god ordens skyld, så er en Powerminder en der arbejder med mine værktøjer og principper)
”Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, når hun bliver så frustreret. Hun skælder ud og så står jeg bare der med alle mine talenter. Hvad foreslår du, Anja?”
Jeg kan godt forstå, at Bente var frustreret. Hun vil jo bare så gerne hjælpe og gøre det så smertefrit for sit barn som muligt.
Problemet er hér, som jeg ser det, at Bente kommer til at gøre for meget.
Hun vil (over-) beskytte sit barn og skærme hende fra de tunge følelser. Og Bente er ikke alene! Rigtig mange forældre vil så gerne hjælpe og gøre det nemt for deres børn at ride stævner. De er jo så nervøse i forvejen.
Skyldig! Jeg har det da på samme måde.
Men, jeg opdager mig selv gang på gang (og nogle gange opdager ungerne det hurtigere end mig, og så får jeg smækket ”overbeskyttende” på mig :D)
Det det handler om her, er at vi forældre skal turde lade vores børn og unge mærke deres følelser. De er nødt til at mærke og gennemleve – og derigennem møde en forælder som er heeelt rolig, så de kan spejle sig i dem. Det er af os de lærer det meste. Tro det eller ej.
Lad frustrationen og afmagten skylle indover dem, og lad dem så møde en rolig forælder, som blot har til formål at rumme. Når vi rummer, falder følelsen hos ungerne hurtigere til ro. Det er ret fantastisk at se.
Når vi prøver at tale dem ned med rationel tankegang, hvor vi fortæller at det jo ikke var så slemt som de synes, eller at de ikke har noget at være nervøse for, eller at de skal slappe af, ellers kører vi hjem! – så bliver det ikke bedre. Vores rytter lærer ikke at håndterer de svære følelser her.
Så, prøv ved hjælp fra en coach eller ved selv at gøre det, at finde ro i at dit barns følelser ikke har noget med dig at gøre. Deres følelser smitter af på dig, fordi, det gør følelser, men det er ikke dine.
Vid at ungerne er deres egne, har deres egne følelser, men også kopierer vores reaktioner på svære ting. Så, hvis vi kan indrømme overfor os selv, hvad vi viser dem i svære situationer, og/eller om vi negligerer deres oplevelse med rationalisering og nedlukning, så er vi nået ufatteligt langt.
Hér kan vi opdage og selv og trække vejret (dybere nogle gange end andre…) og bare lade de unge opleve deres følelser. Det er her magien sker. Jeg har oplevet det på egen krop utallige gange, men mindst lige så mange gange på de forældre jeg arbejder med. – det fede er at ungerne også mærker det.
Så, tilgiv dig selv for alle de gange du har gjort (og kommer til at gøre) som beskrevet ovenover. Du er menneske og du arbejder med dig selv nu. Du ved nemlig endnu mere nu.
- Og hey, når i (eller vores børn) prøver, så fejler vi jo ikke, vel?
Anja
Powermind Academy
Få flere tricks til ro i maven her:
