Sophie Dahl Hedegaard
Morgenen startede med en trestjernet CSI Medium Tour Finale (140 cm), præsenteret af Nord-Vest Box i hal E Danish Computer group arena. Det kunne tyde på, at klassens start var en smule for tidlig for nogen, da der kun var 31 ekvipager til start. 12 af de startende var danske, og det var da også en dansker der indtog førstepladsen i flot stil, og dermed vandt Medium Tour finalen. Linnea Ericsson-Carey kunne trække sig sejrigt ud af sin første klasse på dagen i tiden 45,64 sekunder sammen med hesten Pacome des Plains e. Fetiche du Pas/ Calypso d’Herbiers. Engelske Louise Saywell og hesten Dassler e. Douglas/ Cassini ll tog andenpladsen i tiden 46,50 sekunder. Nummer tre kom ind i tiden 47,48 sekunder, og det var danske Jessica Tølstang og Bjerglunds Campari e. Cajus/ Cantona 2 (opdr. Kirsten og Paul Petersen).
102 startende havde man til gengæld fornøjelsen i hal M, hvor der ligeledes blev redet finale, denne gang i CSI* Small Tour (130 cm). Klassen blev præsenteret af MCH. Der var to afdelinger og i første afdeling var der blot otte ryttere, der fik lov at ride omspringning på baggrund af deres nulrunder. Kun tre af disse red lige så nulrunde i omspringningen. Bedste dansker i denne klasse blev 23-årige Rasmus Krebs Manniche, som kom ind på en tredjeplads i tiden 34,22 sekunder og nulfejl, sammen med hesten Gammelbys Heartboy e. Heartbeat/ Corando (opdr. Lis og Adolf Sørensen). Nummer to blev norske Sofie Rød og hesten Casillas 3 e. Casall/ Alcatraz og vinderen af afdelingen blev tyske Nisse Lüneburg og hesten Crack One e. Catoki/ Chasseur l i tiden 31,57 sekunder. I den anden afdeling var der den danske triumf komplet, hvor de syv første placeringer var besat af danskere. Vinder blev Christian Jansen og Sasandra e. Casir Ask/ A’khan Z. Hesten er avlet og ejet af Christian selv. Flot afslutning blev det også for rytter Rikke Rothe Nielsen og avler Niels Osterland fra Syvhøjegård, der har avlet de to heste der henholdsvis blev nummer 2 og 3 i klassen. Rikke blev nummer to med hesten Syvhøjegårds Hurrycane Dice e. Diamant de Revel/ Churchill i tiden 32,79 sekunder og nummer tre med Syvhøjegårds Clara e. Carmargue/ Corrado I i tiden 35,05 sekunder.
Senere var der Youngster Cup præsenteret af Equsana, en CSIYH1* (125 cm). Klassen var for 6- og 7-års heste, og vinderhesten blev den 6-årige hoppe Gwintosca Hbc, redet af Robin Grauff-Jacobsen og ejet af Grauff Horses ApS. De kom ind i tiden 28,50 sekunder og nummer to var blot et halvt sekund langsommere, 29,01 sekunder. Tiden tilhørte hollandske Kevin Olsmeyer og hesten Ferdinand e. Viceroy T/ Voltaire. Nummer tre blev tyske Thomas Brandt og Cardinale 22 e. Clinton l/ Corofino l i tiden 29,07 sekunder, altså utroligt tæt i toppen. Både nummer to og tre var 7-års heste.
Efter finalen i Medium Tour i hal E var der i dag CSI* Grand Prix (140 cm), præsenteret af Lån Let. 10 ud af de 73 startende fløj ind i omspringningen. Banen indbød nærmest til hurtige vendinger og en enkelt smutvej hvilket også betød nogle ærgerlige fejl, hos dem der satsede allermest. Men overlegent tog Simone Hansen Scherff sejren sammen med Watokia G e. Catoki/ Silvester, som allersidste rytter på banen. Hun kunne dermed ride i mål til stor jubel fra den pakkede tribune. Vindertiden blev 37,86 sekunder. Nummer to og en af de travleste ryttere til dette års Herning Horse Show, blev hollandske Maureen Bonder og Con Coleur e. Contendro l/ Coleur Rubin med nul fejl og tiden 38,28 sekunder. På tredjepladsen indfandt der sig også en dansker, nemlig Christian Jansen, der uofficielt blev kåret til klassens fighter, da han i halvdelen af hovedrunden måtte ride over forhindringerne uden sin ene stigbøjle.