Britt Carlsen
Mange havde fundet vej ind i Krafft Arena M for at følge løsspringningen af de 3-årige hingste. Det er nu fjerde gang, dommerne har set hingstene i deres rette element over bommene (efter forbesigtigelse, træning i februar og første løsspringning i onsdags). I dag sprang hovedparten af hingstene endnu bedre, end vi har set det. Normalt bliver hingstene lidt pressede af omgivelserne, når der er mere uro i hallen og mange mennesker samlet, men i dag var undtagelsen. Det gav en god stemning i hallen, da flere hingste viste stort overskud til at lege med forhindringerne. Det er jo ikke alle hingste, som får et godkendt prædikat på søndag, men det er en kollektion springheste med et ekstra gear, så får de ikke en karriere som avlshingste, så er der potentiale til en god sportslig karriere.
Berider Johnny Hansen, der er avlsledelsens disciplinansvarlige i springning var overordentligt tilfreds med afviklingen af løsspringningen. År for år har han, sammen med teamet der arbejder med hingstene inde på banen, udviklet konceptet for afviklingen, og flere af deres tiltag har givet hingstene mere ro til at fokusere på opgaven.
– Det er så gode heste, at det gør det til en fornøjelse at følge løsspringningen, indleder Johnny, som forklarer, at dommerne har fået gode informationer om hingstenes funktion, og dermed har det fået dem skilt ad inden søndagens frasortering. – Jeg er rigtig godt tilpas med kollektionen, for der er rigtig gode hingste iblandt, understreger han.
Flere af hingstene fik givet løfter om stor kapacitet i dag, så publikum fik også en god oplevelse af løsspringningen. Den tid er forbi, hvor man herhjemme måtte kigge langt efter en hingst med et usædvanligt potentiale. I dag er der flere hingste med den funktion i deres afvikling af springene, som er efterspurgt af springryttere verden over.