Mathilde Brejner
34-årige Mia Aagaard, som er frisørmester og bosiddende i Nordjylland, stod i efteråret 2018 over for en meget vanskelig beslutning. Skulle hun lade sin elskede islandske hoppe aflive, fordi hun stod til at miste sit ene øje, og måske ikke var mentalt egnet til at klare sig med nedsat syn - eller skulle hun tage chancen og forsøge at lade Fiðla Fra Tyskerbakken leve og finde livskvalitet, selvom det fremadrettet betød et hesteliv, som kun vil blive oplevet igennem ét øje?
Mia syntes faktisk ikke, at valget var åbenlyst, fordi hun ikke ville risikere at lade sin hest lide unødigt. Mia valgte i sidste ende at lade Fiðla få chancen for at få et godt liv med ét øje. Derfor fik hendes islandske hest opereret det dårlige øje ud på en kold efterårsdag i 2018. Nu var der bare tilbage at bede en lille bøn, og så i øvrigt gøre alt for, at Fiðla igen kunne blive en glad og mental stærk hoppe.
Drømmen om at dele passion for islandske heste
Historien om Mia Aagaard og Fiðla Fra Tyskerbakken startede i efteråret 2016, hvor Mia valgte at købe den islandske hoppe, fordi hendes datter i tiltagende grad var blevet bidt af en gal hest, så hun brugte flere og flere timer i stalden og på hesteryg på sin pony. Med Fiðla på plads i den samme stald hos den lokale dyrlæge, som også datterens pony stod hos, kunne Mia og hendes datter dele deres fælles passion for heste og gode skovture.
Fiðla er den første hest, som Mia har ejet efter en lang ridepause, hvor frisørsalonen og livet som selvstændig med småbørn har fyldt hele Mias kalender til bristepunktet. Derfor var det en kæmpe glæde igen at tage ridningen op, som også fyldte, da Mia var ung. Planen var allerede på plads, da Mia købte sin hest: Fiðla skulle med på ferier, skovture, til kurser og måske endda et par små seniorstævner med tiden.
I de sidste år er båndet mellem Mia og Fiðla blevet stærkere og stærkere, og i dag kalder Mia Fiðla for ”mors hest” med den helt særlige varme i stemmen, som man kender fra dem, som virkelig holder meget af en hest, som er noget ganske særligt for dem. Med til historien hører det også, at Fiðla har nogle punktet, hvor hun er lidt særlig, fortæller Mia Aagaard, og beretter om, at Fiðla godt kunne finde på at se spøgelser på skovturen allerede før, hun mistede halvdelen af sit syn. Dertil kommer, at Fiðla var en mental stærk hoppe, som var leder på folden og helst ikke ville lade sig bosse rundt af andre heste.
Mentalt opslidende at blive i boksen
En dag, da Mia hentede sin hest på folden, lagde hun mærke til, at hendes øje hele tiden løb i vand. Det viste sig, at Fiðla havde fået et mindre sår på hornhinden, hvad der i første omgang ikke betød andet, at Fidla skulle have øjendråber seks gange i døgnet og så naturligvis ro. Fiðla fik opereret et kateter ind i øjet, så man kunne give hende hendes øjendråber præcist, og så fik hun naturligvis smertestillende medicin, fortæller Mia Aagaard, som er så heldig, at hendes hest er opstaldet hos hendes dyrlæge, som kunne træde til hurtigt og hjælpe Fiðla med hendes smertende øje.
Mia var imidlertid meget bekymret for, om hendes hest skulle udvikle mavesår af den smertestillende medicin, så derfor prøvede hun i samråd med dyrlægen at trappe FIðla lidt ned i smertestillende efter et stykke tid, men hver gang de prøvede, blev øjet værre.
I alt blev det til halvanden måned, hvor FIðla måtte blive i sin sygeboks. En situation, som Mia syntes tog hårdt på Fiðla, der savnede livet på folden, og blev indestængt af at stå så meget stille i sin boks. Efter to måneder kunne Mia imidlertid efter samråd med sin dyrlæge begynde at ride meget forsigtigt på hende igen, og det gik umiddelbart fremad med FIðla, der begyndte at blive sig selv.
Kan Fiðla leve et godt liv med et øje?
En kold vinteraften havde Mias mand meldt sig til at være den, der kørte en tur op til stalden for at give Fiðla hendes øjendråber. Her blev han dog mødt af en skrækkeligt syn. Fiðlas øje var sprunget indefra. Øjeblikkeligt fik han fat i dyrlægen, som ringede efter hjælp, så de kunne få lagt Fiðla ned, hvis hun skulle opereres. Nu skulle Mia tage en hurtig beslutning, ville hun lade sin hest operere uden nogen garantier for, at Fiðla nogensinde ville blive den samme igen med funktion som skovturs- og hyggehest eller skulle Mia lade sin hest flyve over regnbuebroen til de evige græsgange? Mia valgte at lade Fiðla operere, men hun syntes ikke, at det var et åbenlyst valg at tage. Hvad hvis Fiðla ændrede sig, havde smerter eller, hvad hvis hun engang blev tvunget til at sælge hende, hvem ville så have en hest med nedsat syn? Var det i det hele taget kampen værd?
To dyrlæger, en klinikassistent og en praktikant operede Fiðla hjemme i hendes stald i et sygeafsnit, men selvom Fiðla på alle måde var i de bedste hænder, så var Mia Aagaard alligevel helt grædefærdig over den barske skæbne, hendes hest havde fået. Heldigvis gik operationen godt, og fysisk tegnede det til, at Fiðla ville komme sig. Imidlertid kæmpede Fiðla med, at hun igen skulle stå stille. Blandt andet husker Mia en situation, hvor hun prøvede at tage Fiðla lidt med udendørs i et træktov for, at hun dog i det mindste kunne få lidt græs og frisk luft. Det resulterede i, at Fiðla fyrede alt sin indestængte energi af i en serie af krumspring. Noget, der virkelig gjorde indtryk på Mia, der på forhånd var bekymret for, om hendes hest nogensinde ville blive sig selv igen, så hun ville få en fornuftig ridehest ud af hende.
